Nye toner på Ikast-skole: Ny leder kommer med erfaring og musikalitet i rygsækken

Hyldgårdsskolens børn og voksne har sagt velkommen til deres nye skoleleder. En mand med solid ledererfaring og en musikalsk side, som de nok skal lære at kende

Udgivet:28. august 2020, 06.01

Læsetid:5 minutter

Henning Busted tiltrådte 1. august stillingen som ny leder på Hyldgårdsskolen i det sydlige Ikast. Han kommer fra en stilling som viceskoleleder på først Hammerum Skole og derefter på den nybyggede Lindbjergskolen. Foto: Henrik Ole Jensen

Thomas Vang Nielsen
Journalist

3 år siden

IKAST Voksne kan også have »første skoledag«. Eksempelvis 45-årige Henning Busted, der er ny leder på Hyldgårdsskolen i den sydlige del af Ikast.

- Det er spændende, siger han og smiler stort, mens han sætter sig bag sit nye skrivebord til en lille snak om det at skifte skole.

Heldigvis har han en solid erfaring med i rygsækken. Det gælder både ledelse og undervisning.

Som mangeårig korleder er han vant til at håndtere store forsamlinger, men det med musikken vender vi tilbage til.

F for ... flink

Den nye skoleleder kan nemlig også begå sig i det politiske system, som han kender indefra.

På skolelederens bord er et aflangt skilt i metal.

Ud for navnet Henning Busted står et F, der er partibogstavet for Socialistisk Folkeparti.

I årene 2004-2007 sad Henning Busted som folkevalgt SF’er i kommunalbestyrelsen på Bornholm, hvor han dengang boede. Han har dog sine rødder fra en anden dansk ø, og det politiske arbejde er lagt på hylden, så hvis nogle af de 615 børn på Hyldgårdsskolen spørger, hvad F betyder, har han et hurtigt svar klar.

- Nu står det for flink, siger han.

Fra Bornholm til Hammerum

Henning Busted blev født på Rigshospitalet og er opvokset i den lille by Kvistgård mellem de mere kendte nordsjællandske byer Fredensborg og Helsingør.

I 2001 blev han færdiguddannet som lærer i musik og kristendom.

- Min daværende kæreste, som jeg senere blev gift med, var også nyuddannet, så vi tog begge job på Bornholm. Vi aftalte at give det et par år, men det blev så til 10 år, fortæller Henning Busted.

Tiden på Bornholm endte, da parret blev skilt, og ekskonen flyttede til Jylland.

- Jeg valgte også at flytte mod vest for at være i nærheden af mine børn. Og at pendle frem og tilbage til Bornholm er ikke så hensigtsmæssigt, så jeg fik i maj 2011 et job som viceinspektør på Hammerum Skole, siger han.

Ikast lød spændende

I Jylland mødte han igen kærligheden og bor nu i Silkeborg med sin hustru Stinne Mielec Busted.

Jobbet på Hammerum Skole sluttede 6. januar 2020, da de gamle skoler i Hammerum og Gjellerup lukkede og sendte eleverne - og lærerne - til den nybyggede Lindbjergskolen.

Ingen grund til betænkning

En dag blev han ringet op af Ikast-Brande Kommunes skolechef, Thomas Garsdal.

- Det var 11. marts om formiddagen, og han spurgte, om vi ikke skulle finde en dag i kalenderen til en samtale. Samme aften nedlukkede Mette Frederiksen Danmark på grund af coronavirus, så vi kunne først gennemføre en samtale i juni. Men jeg havde ikke brug for betænkningstid om at sige ja. Man skal jo ikke søge en stilling, hvis man ikke er sikker på at ville have den, siger Henning Busted, som tiltrådte jobbet 1. august.

Vil kende hver en krog

Først var der en stille og rolig forberedelsesuge uden børn, hvor han kunne fokusere på at lære navne på nogle af de mange kolleger.

- Skolen har cirka 50 lærere og cirka 25 andre ansatte inklusive pædagogerne i SFO, fortæller Henning Busted.

Derefter kom der fuld skrue på lydniveauet fra Hyldgårdsskolens forskellige legepladser og skolegårde.

- Det er en skole i ét plan, så der er langt ud til de yderste rækker af bygninger, konstaterer han, og afslører, at han har booket pedellen til en snarlig rundvisning i to timer, så den nye leder kan få lært hver en krog af skolen at kende.

Leder for lederne

Ud over tiden som byrådsmedlem har Henning Busted været fagligt aktiv i studenterfagforeningen Lærerstuderendes Landskreds.

Efter studietiden var han engageret i Bornholms Lærerforening, og senere varetog han posten som næstformand for Skolelederforeningen i Herning.

- Jeg er en person, som godt kan lide at gøre min indflydelse gældende, hvor jeg er. At påvirke den verden, jeg er en del af, siger Henning Busted, som har en klar strategi for, hvordan han vil være chef.

- Jeg kan godt lide at arbejde med ledelse. Det skal ikke være som en anden sjakbajs, der står og deler ordrer ud. Skolens lærere er jo ledere for klasserne. Så jeg ser mig selv som en leder for en gruppe ledere, og jeg respekterer deres evner, viden og faglighed, forklarer han.

Habil lejrbålsguitarist

Slår man Henning Busteds navn op i Herning Folkeblads avisarkiv, dukker der naturligvis en del søgeresultater op. Her nævnes den 45-årige som både bassist, korleder, dirigent og pianist.

- Jeg er jo gammel musiklærer, så jeg kan spille de fleste instrumenter, men det er klaveret, jeg har dyrket mest gennem de seneste 20 år. Jeg er dog en habil lejrbålsguitarist, siger han og smiler, mens han tilføjer:

- Men primært er jeg korleder.

Kor og skoler skal være store

Henning Busted står i spidsen for Cora Rytmica i Silkeborg.

Han er også leder for Holstebro Gospelkor.

- Der er 70 sangere i Holstebro og 45 i Silkeborg. Det kan jeg godt styre. Det er lidt som en skole. Der skal en vis størrelse til, før det er sjovt, siger han.

Den nye skoleleder har ingen ambition om at revolutionere hverdagen på Hyldgårdsskolen.

Det er der simpelthen ikke behov for.

Solid opbakning fra bydelen

- Det er en meget veldreven skole. Her er dygtige lærere, engagerede forældre og et lokalområde, som bakker op. Der er frit skolevalg, og vi ligger nær to andre folkeskoler, Guldminen, den internationale skole og Hammerum Friskole, men alligevel ser vi, at de fleste forældre her i skoledistriktet vælger, at deres børn skal gå hos os. Det ser jeg som et tegn på en sund skole, siger Henning Busted.

Men lidt nye toner har musikelskeren alligevel bragt med sig:

- Fra nu af starter alle lærermøder med en sang. Det har ikke tidligere været en naturlig del af hverdagen her, men det bliver det, for jeg tror på musik og sang som noget, der giver fællesskab.

Henning Busted har erfaring med ledelse af både skoler og kor. I fritiden står han i spidsen for de 45 medlemmer af Cora Rytmica i Silkeborg og de 70 medlemmer af Holstebro Gospelkor. Foto: Henrik Ole Jensen
henning busted

Alder: 45 år.

Bor i Silkeborg

Uddannet lærer i musik og kristendom

Far til børnene Ayoe (16 år), Aske (15 år) og Aida (11 år), som han fik med en tidligere hustru

Gift med Stinne Mielec Busted, som er 44 år og har sønnen Silas på 19 år