DET ER DIT VALG - KV21

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten indgår teknisk valgforbund

24. september 2021, 11.33

Her er spidskandidaterne fra henholdsvis Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF - Charlotte Kold (tv), Kasper Pauli Pedersen og Emma Thorup Jacobsen (th) - der er samloet i byrådssalen. Indtil videre er det kun manden i midten, der er valgt ind, men kvinderne vil forsøge at kæmpe sig til et sæde 16. november. Foto: Privatfoto

IKAST-BRANDE - Vi ønsker alle en ny retning for Ikast-Brande Kommune, og i den kamp vil vi undgå potentielt stemmespild.

Sådan lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Ikast-Brande Kommune, som indgår i et teknisk valgforbund.

- Vi forpligter ikke hinanden politisk, men vi er enige om, at vores stemmer efter et valg skal bruges på at styrke velfærden, sikre bedre betingelser for biodiversiteten og et grønnere klima, siger borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Kasper Pauli Pedersen og tilføjer desuden:

- Det er rigtig glædeligt, at vi har fundet sammen i et valgforbund mellem alle de partier, der naturligt står tættest på den rød-grønne dagsorden i kommunen og dermed sikrer, at vi undgår risikoen for stemmespild i den vigtige kamp, siger borgmesterkandidaten.

Den udmelding tilslutter Emma Thorup Jacobsen, spidskandidat for Socialistisk Folkeparti sig.

Solidariske stemmer

- Vi har en klar ambition om at blive repræsenteret i byrådet, og at enhver stemme på Socialistisk Folkeparti går til at styrke velfærden og klimaet. Med et teknisk valgforbund sikrer vi os imod risikoen for stemmespild.

Charlotte Kold, spidskandidat for Enhedslisten, kalder det en styrke, at de røde partier har fundet sammen.

- Vi ved at Ikast-Brande traditionelt er en meget blå kommune. Derfor ser vi det som en styrke, at de røde partier har fundet hinanden i et teknisk valgforbund og dermed sikrer, at alle stemmer også efter et valg går til en mere retfærdig og solidarisk politik.