Udbygger markedsposition: Ny statsautoriseret revisor skal blandt andet udbygge positionen i Brande

Partner Revision ansætter ny statsautoriseret revisor, Henning Jager Neldeberg, der skal styrke og udbygge positionen i blandt andet Brande

21. november 2020, 11.26

Henning Jager Neldeberg er ny statsautoriseret revisor hos Partner Revision - blandt andet med rollen at udbygge positionen i Brande. Foto: PR

ERHVERV For nyligt åbnede statsautoriseret revisior Henning Jager Neldeberg døren til sit kontor på sin nye arbejdsplads; hos Partner Revision i Brande og Herning, hvor han er faldet godt til efter skiftet fra associate partner i først PwC og senere EY.

Henning Jager Neldeberg, der er 49 år, er student fra Varde Gymnasium, er cand. merc. aud. fra Aalborg Universitet og blev statsautoriseret revisor i 2006. En henvendelse fra direktør i Partner Revision, Peter Vinderslev, vækkede interessen.

- Jeg har været revisior for store børsnoterede virksomheder men har også skabt en portefølje af små og mellemstore virksomheder her i området, som ret beset er meget mere spændende at arbejde med. Her kan du gøre en forskel. Som revisor er du en slags husdoktor for mange ejerledede virksomheder, hvor man evner at stå sammen, når det går op, og hvis det går knapt så godt. Det er den del af Partner Revisios dna, som jeg godt kan lide.

Rolle i Brande

Henning Jager Neldebergs rolle i Partner Revision kommer til at foregå på to scener. Dels har han i sin bagage medbragt en række kunder, som skal betjenes fra Herning. Dels har han en rolle på kontoret i Brande i forbindelse med et kommende generationsskifte. Derudover vil han sammen med sine kollegaer medvirke til at styrke Partner Revisions allerede stærke markedsposition i såvel Herning som Brande.

-Domicilmæssigt vil jeg komme til at have kontor i både Herning og Brande.

Henning Jager Neldeberg betegner Partner Revision som en solstrålehistorie, der har skabt stordrift i det midt- og vestjyske og nu tæller 175 medarbejdere.

-Der er ingen tvivl om, at Partner Revision er markedsledende i SMV-segmentet her i det midt- og vestjyske, og at vi gør en forskel i markedet. Vi gør det, vi er bedst til – og gør det godt, skulle jeg hilse og sige, når jeg også ser med de ”gamle” briller fra andre revisionsfirmaer.

Henning Jager Neldeberg er gift med Lone Jager Neldeberg, der er chef for erhverv, bosætning og fritid i Ikast-Brande Kommune. De har to børn. Mathias, der går revisorvejen og bor i Aarhus, og Laura, der er startet på HHX i Herning. Fritiden går med familie og venner, sommerhuset og en fælles familieinteresse for fodbold og håndbold.