Bording Skole har selv sparet sammen til renovering af skolegårdens legeplads

På Bording Skole er arbejdet med at omdanne skolegårdens nedslidte legeplads til en ny og moderne i gang

4. juni 2020, 13.00

Den eksisterende legeplads i skolegården ved Bording Skole har i årevis været på vej på pension. Gennem årene har Bording Skole og SFO’en sparet op, så der nu er råd til at rive det slidte ned og give børnene nye og moderne legeredskaber. På billedet her ses det nye klatretårn. Illustration: HAGS Danmark

BORDING Der bliver legetår, gynger og trampoliner. Og måske også et vandland ...

Børnene fra 0. klasse på Bording Skole er helt på det rene med, at der snart sker noget nyt i deres skolegård.

Dog er udsagnet om et vandland nok udtryk for ønsketænkning. Men resten er rigtigt nok.

- Skolegården bliver mere interessant, end den er nu, fortæller skoleleder Pia Weile med smil i stemmen.

I første omgang begynder nedbrydningen af den nuværende legeplads.

- Hvis alt går vel, står den nye legeplads klar i sidste uge op til sommerferien, siger Pia Weile.

Idéer, pris og kvalitet

Den »gamle« legeplads blev indviet fredag 27. oktober 2006 og bærer efterhånden præg af at være nedslidt.

- Der er nogle gynger, som allerede er taget ned, fordi stativerne ikke kan holde. Vi har talt om ny legeplads længe, og omkring vinterferien besluttede vi, at nu skulle det være. Så vi sendte opgaven i udbud, fortæller skolelederen.

Vinderen af kontrakten blev firmaet HAGS Danmark.

- Vi er valgt ud fra idéer, pris og kvalitet. Vi er en af verdens største leverandører af legepladser, og vi har egen produktion. Så Bording Skole får gavn af, at de handler direkte med producenten. Vi er svenskejede og har kontorer i hele Europa, fortæller projektchef John Petersen fra HAGS Danmark.

Skolen betaler selv

I 2006 var det kommunen, der betalte for nye legeredskaber i skolegården, men denne gang betaler Bording Skole selv det hele.

- Den nye legeplads kommer til at koste godt en halv million kroner. Det er penge, som skolen og SFO’en har sparet op gennem årene, siger Pia Weile.

Den halve million kroner er nok til at udstyre skolegården med fire gynger, en fugleredegynge, et stort legetårn, en klatrebue udformet i stil med en dna-streng, fire mini-trampoliner, to karruseller, et sandkasseområde med kulisser til leg og rollespil, et langt talerør fra den ene af området til det andet og en mooncarbane samt et areal med shelter og plads til boldspil og ophold.

- Desuden streger vi den gamle basketbane op, så der kommer nyt liv og mulighed for mere leg, fortæller John Petersen.

Landskabsarkitekt var med

HAGS Danmark beskriver sig selv som en virksomhed med branchens største sortiment inden for leg, sport, park udstyr og andre udendørs aktiviteter.

- Selv om vi siger »bare en legeplads«, er det nok en af de vigtigste ting for børns udvikling i dag. Medmindre de går til sport i fritiden, er skolen for mange børn det primære sted til at få sig rørt, siger projektchefen fra HAGS Danmark og fortsætter:

- I gamle dage var børn ude at lege mange timer i naturen hver dag. Sådan er det ikke i vores moderne samfund, så derfor har vi udviklet redskaber, hvor børnene gennem deres leg får trænet muskler, hjerne, balance og motorik.

Firmaet bestræber sig på at levere innovative design og legepladssystemer, som holder i mange år.

- Vi har haft en landskabsarkitekt ind over projektet i Bording. Arkitekten er uddannet i at arbejde med leg, læring og motorik, så vi har sørget for legeredskaber, som aktiverer forskellige dele af kroppen, siger John Petersen.

Får også en tarzanbane

Præcist hvornår og hvordan en officiel indvielse af den ombyggede skolegård skal finde sted, er endnu ikke klarlagt.

- Elevrådet har været med i processen, så vi synes, de også skal være med til at planlægge indvielsen. Men de er jo først lige begyndt i skole igen, så det skal vi finde ud af, når de er helt på plads, siger skoleleder Pia Weile.

Men den nye skolegård er ikke det eneste nye, børnene kan se frem til.

Ved Skolernes Motionsdag før efterårsferien 2019 arrangerede elevrådet et sponsorløb for alle klassetrin med det formål at samle penge ind til en fælles tarzanbane.

- Børnene samlede selv 76.000 kroner ind, og tarzanbanen er allerede sat op. Vi skal lige have ibrugtagningstilladelsen, og så kan den også indvies, fortæller Pia Weile, der er næsten lige så spændt som skolebørnene:

- Det bliver rigtig godt! Jeg glæder mig meget til, at vores elever får mere at lege med.

Den »nye« skolegård set oppefra. Allerede ud fra tegningerne har flere elever slået fast, at den er godkendt.
Roty-karrusellens skrå design har et mere kompakt layout for et mindre antal brugere, men til gengæld er installationen nem, og prisen overkommelig. Illustration: HAGS Danmark
Klatrestativet »DNA Climber« henvender sig ifølge producenten primært til aldersgruppen 5-12 år. Illustration: HAGS Danmark w
De nedgravede trampoliner ved Bording Skole skal nok blive et hit for børn i alle aldre. Illustration: HAGS Danmark