Mindeord: Ikasts sindige førstemand

Udgivet:28. december 2022, 11.04

Læsetid:4 minutter

Kjeld Broberg Lind. Foto: Flemming Hansen

5 måneder siden

NAVNEKJELD Det var med tristhed, vi onsdag morgen modtog budskabet om vores tidligere borgmester Kjeld Broberg Linds bortgang. Selvom helbredet var blevet svækket de senere år, havde han stadig livsmod og livskvalitet og fulgte med i, hvad der rørte sig i den by, hvor han havde boet i mere end 40 år og været borgmester i de 12.

Broberg Lind var trods sin nordjyske sindighed udstyret med et lyst sind og havde fokus på, hvad han kunne og ikke så meget, hvad han ikke kunne. Og her tænker jeg specielt på hans afhængighed af sundhedsvæsenet som patient på først Holstebro og siden Gødstrup Sygehus tre gange ugentligt til dialysebehandling. - Det er jo noget jeg må leve med, og tid har jeg jo nok af – tænk på hvad alternativet er, sagde han sidste gang vi havde ham med til håndbold til en udebanekamp i Århus i sidste sæson.

Keld Broberg kom til Ikast i slutningen 70’erne, da tekstilindustrien var på sit højeste, og han blev hurtigt kendt som en dygtig og forretningssmidig bankmand, der formåede at integrere sig i det lokale erhvervsliv og ikke mindst foreningsliv.

Interessen for politik gjorde, at han kom i amtsrådet, og dette dannede rampe for, at han i 1989 noget overraskende blev kørt i stilling som Venstres borgmesterkandidat, som afløser for Thomasu Poulsen. Og sandelig om ikke Broberg Lind evnede at gå hele vejen til borgmesterstolen, hvor han sad i perioden fra 1990 til sin pensionering i 2001

På sin egen stille og rolige facon lykkedes han med at skabe et godt samarbejde i byrådet på tværs af partiskel, og han opnåede også stor respekt i forvaltningen, selvom han med sin entreprenante fremtoning ofte udfordrede embedsmændene og stillede store krav til fleksibilitet og omstillingsparathed.

Kjeld Broberg Lind tog ikke et bare et nej for et nej – alt skulle prøves og udfordres endnu en gang, inden den lidt stædige nordjyde en sjælden gang gav op. Kjeld Broberg fik sat ikke så få mindesmærker og fyrtårne op fra sin borgmestertid i Ikast. Nævnes skal svømmehallen, som der var blevet talt om i årtider forinden, overdækningen af gågaden til Strøgcentret, etableringen af ISI og opførelsen af Stadome -bare for at nævne en lille håndfuld projekter, der var med til at sætte Ikast på landkortet. Og han løb dem vel at mærke selv i mål – for man skal ikke være blind for, at Kjeld Broberg Lind både var de store linjer og detaljens mand. Og glemmes Kal heller ikke de snesevis af kundtværker han fik tilraget Ikast via sine relationer til fonde og den danske kunstverden.

Han vil også blive husket for sin personlige lavpraktiske involvering og modtagelse af de mange Tjernobyl-børn, som fik lov at holde sommerferie i Ikast kort efter hans tiltrædelse.

Han var også meget generøs i forhold til Ikasts polske venskabsby Kamina Gora kort efter murens fald. Og så var han vaks ved havelågen i forhold til at tiltrække erhvervsvirksomheder. Som gammel bankmand vidste han, hvad erhvervslivet triggede på, og hans to største skalpe i bæltet var vel nok Kommunedata og Sanita. Disse virksomheder er ganske vist ikke i byen mere, men deres bygninger danner i dag rammen om to af byens tre største virksomheder nemlig DK Company og KK Wind Solutions.

Og så havde han en svaghed over for piger – håndboldpiger altså. Kjeld Broberg Lind var borgmester i hele perioden med pokalfinalesejren i 1991, oprykningen til ligaen samme år, det danske mesterskab i 1998, og de efterfølgende triumfer i ind- og udland, og han deltog selv på en halv snes rejser til Europa Cup-kampe på fjerne destinationer fra Bodø i nord til Balkan i syd. Og han var lige så populær hos spillerne, som de var hos ham. Og han indså hurtigt hvilken ubetalelig brandingværdi holdet hav hans kommune.

Adskillige gange har han taget imod danske mestre, pokalmestre, Europa Cup-vindere, Europamestre, verdensmestre og to gange sågar olympiske mestre. En gennemgående figur den gang var hans yndling over dem alle - Tonje Kjærgaard, og de tog sig som regel lige en Kings-cigaret sammen på borgmesterkontoret, inden de trådte ud på balkonen til den store hyldest fra menneskehavet nedenfor. Jo - det var tider den gang – men lidt andre tider vel at mærke.

Broberg bevarerede sin interesse for sport i almindelighed og håndbold i særdeleshed lige til det sidste, selvom han det seneste år af helbredsmæssige årsager måtte nøjes med at se kampene sammen med Putte hjemme foran fjernsynet. Og selvom han aldrig selv har kastet med en håndbold vidste han alt om, hvem der havde spillet godt, om træneren havde lagt den rigtige taktik og om dommerne havde dømt ordentligt. Og frem for alt, hvem vi i klubben skulle se og få forlænget kontrakt med i en fart.

Efter den nye kommunalreform, hvor gymnasierne gik over til at være selvejende institutioner, blev Kjeld Broberg Lind den første formand for den selvejende institution Ikast-Brande Gymnasium. Dette hverv bestred han i fire år, indtil jeg fik overdraget det ærefulde hverv i 2010. Erfaren mand har været rar at gæste, når behovet har været der, men han har altid vidst hvilken betydning, det indebar at være forhenværende – både som bankdirektør, borgmester og gymnaiseformand. Aldrig noget med at det var meget bedre i gamle dage, og dette kendetegner jo et helt igennem fint og ordentligt menneske, som vi kommer til både at savne og mindes med glæde.

Æret være Kjeld Broberg Linds positive minde