112

Cyklist ramt af varebil

15. februar 2021, 08.16

IKAST Det kom søndag til et mindre færdselsuheld i krydset Jyllandsgade-Østergade.

Det skete ved 13-tiden, hvor en 21-årig kvinde fra Ikast kom cyklende ad Jyllandsgade.

Da hun nåede frem til krydset med Østergade, standsede hun for rødt. Her holdt i forvejen en varebil.

Da lyset skiftede til grønt, satte begge trafikanter i gang, men bilisten var åbenbart uopmærksom og ramte cyklisten med et sidespejl eller noget andet, der bevirkede, at den kvindelige cyklist mistede balancen og faldt af cyklen med diverse knubs og skrammer til følge.

Varebilen fortsatte kørslen, og det er politiets teori, at føreren af bilen ikke har bemærket den lette påkørsel.

Cyklisten har til politiet forklaret, at det måske godt kan være en af Ikast-Brande Kommunens biler, der har påkørt hende.

I forbindelse med uheldet vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner, der overværede uheldet.