Havnede på rette hylde

Skolelederen fra Uhre fylder 60 år - inden lærergerningen flirtede Kent Lykke både med teologi og biologi

26. maj 2017, 12.13

Kent Lykke sammen med »Bamse«, der har fulgt ham livet igennem og også er inden for rækkevidde på kontoret på Uhre Friskole. Foto: Henrik Ole Jensen

uhre Det kan være både koldt og ensomt på toppen, men skoleleder Kent Lykke er aldrig helt alene.

På kontoret på Uhre Friskole sidder hans godt slidte, men trofaste følgesvend, der altid er inden for rækkevidde.

- Bamsen der fik jeg som nyfødt, da min far havde været udstationeret en periode som militærmand, formentlig i Tyskland, fortæller Kent Lykke.

Det skete søndag 4. juni for 60 år siden på Lykkesvej i Herning, hvor Kent kom til verden nogle få minutter før tvillingesøsteren Lene, der siden uddannede sig til pædagog.

De voksede begge op i hjertet af Lykkesvej, hvor bedsteforældrene også boede.

- Vi var der rigtig meget hos dem i vores opvækst, fortæller Kent Lykke.

Begge forældrene var nemlig udearbejdende - faderen som seniorsergent i Karup, mens moderen var ansat hos Maibom Sko.

Lærer eller sygeplejerske

Den lille Kent havde en tryg barndom og voksede op i Herning, hvor det både blev til real- og studentereksamen.

Den unge Lykke flirtede en overgang med at blive præst, men valgte i stedet biologi-studiet på universitetet i Århus, men det stod snart klart, at det slet ikke var ham.

- Så jeg vendte snart tilbage til Herning, og her var der to uddannelser at vælge imellem - Lærer eller sygeplejerske, konstaterer Kent Lykke.

Valget faldt på læreruddannelsen, og i 1981 stod han med beviset på at være uddannet lærer, og han blev kort tid efter ansat på Uhre Skole som støttelærer for en dreng fra København.

Evigt arbejdsom

Men Kent Lykke havde andet at se til end lærergerningen.

- Jeg har altid arbejdet meget og haft det godt med det, fortæller fødselaren.

Som nybagt lærer skabte han tøjfirmaet Happy Company, der var en slags datidens outlet. Der blev købt restlagre af tøj op, som så blev solgt ved homeparties.

Desuden solgte Kent Lykke edb-programmer og skrev sammen med en kammerat bøger om mink, der også kastede nogle foredrag af sig.

- Der var nok at se til, men jeg har arbejdet lige fra drengetiden, hvor jeg var trykkeriarbejder til tre kroner i timen, så jeg var mors dreng, idet jeg hver fredag købte hende en buket blomster for min løn, fortæller Kent Lykke.

Han mistede sin mor i 2015, mens faderen stadig lever og er i vigør.

Ny titel på vej

Skolelederen har desuden virket som inkassator, rengøringsassistent, ligesom han har drevet udlejningsejendomme i Herning, har sæde i bestyrelserne for Midtglans og ElHuset, og så er han medejer af vaskehallen på Herningvej i Brande.

Kent Lykke er desuden tilsynsførende for Feldborg og Herning Friskoler og laver tillige noget arbejde for Dansk Friskoleforening, hvor han sidder i en arbejdsgruppe, der hvert år arrangerer en konference med titlen »Kreativitet og Dannelse«.

I 1994 gik turen til Gludsted Skole, hvor Kent Lykke blev skoleleder.

Han var i 1988 blevet gift med Anette Befay Thune, og de byggede sammen hus på Vestermarken i Brande i 1992.

Sammen har de sønnen Andreas på 28 år, der er pro i Aaskov golfklub samt Katrine på 25 år, der læser til pædagog.

- Jeg er ikke blevet bedstefar endnu, men jeg tror nok, at der er et barnebarn på vej, røber fødselaren.

Friskole etableret

I 2000 gik Asger Kristensen af som skoleleder i Uhre.

Det betød samtidig, at Kent Lykke søgte »hjem« til Uhre igen.

- Jeg har jo kendt Asger i rigtig mange år, og han har på alle niveauer betydet umådeligt for mig. Han har om nogen været min mentor, siger Kent Lykke.

Kort efter at have sat sig i skolelederstolen skete der ting og sager i lille Uhre.

Byrådet ville lave om på skolestrukturen, og den var man ikke helt med på i landsbyen.

Der fulgte en lang række møder, og resultatet blev, at Uhre Friskole blev en realitet, og forældrene bad Kent Lykke om at sætte sig i lederstolen.

- Det var i det hele taget en rigtig god proces, hvor vi oplevede et forbilledligt samarbejde med kommunen, erindrer Kent Lykke, der aldrig har fortrudt springet fra folkeskole til friskole.

- Til gengæld kan jeg godt have ondt af lærerne i folkeskolen. Der er utroligt mange dygtige, men de får aldrig arbejdsro, mener Kent Lykke.

Han har samtidig glædet sig over udviklingen på Uhre Friskole, der har vokset sig til en stor og velfungerende skole med en solid forældrestøtte, og han udtrykker taknemmelighed for den støtte, erhvervslivet og samarbejdspartnere yder til skolen.

De fysiske rammer er undervejs blevet bedre og bedre med diverse tilbygninger, og senest er børnehaven Uhrskoven også blevet tilknyttet friskolen.

- Samtidig har jeg så haft nogle fantastiske samarbejdspartnere i personalet på stedet. Hvis det ikke var tilfældet, så kunne jeg jo ikke være leder. Jeg har stræbt efter at leve op til Asgers læresætning om, at alle gerne skal forlade skolen gladere, end da de kom, siger Kent Lykke.

- En skole bliver aldrig bedre, end de voksne, der arbejder i den, tilføjer han.

En stolt leder

Han lægger samtidig vægt på ordentlighed, og at eleverne lærer at opføre sig med en naturlig høflighed.

En væsentlig drivkraft i hans lederskab er, at han altid gerne har villet gøre sin familie og sine forældre stolte. Samtidig er det vigtigt for ham, at det arbejde, han står i spidsen for, gør medarbejdere og bestyrelse stolte af deres arbejdsplads og skole.

Kent Lykke erkender, at der gennem de seneste årtier er sket ting og sager med pædagogikken og skolerne.

- Børnene er blevet mere fri, men også forældrene har ændret sig og ikke altid til det bedre, men her på skolen oplever vi overvejende et positivt engagement fra forældrene, siger skolelederen.

Kent Lykke lægger på ingen måde skjul på, at han er stolt af »sin« skole, og hjertet svulmede, da eleverne på skolen spontant brød ud i fællessang på den årlige lejrskole, der fornylig var henlagt til Sletten ved Silkeborg.

- Samtidig er jeg også utrolig stolt af entreprenørskab i undervisningen samt Lego Education Center, påpeger han.

Et par år endnu

Ved friskolens start havde Uhre Friskole 134 elever, og efter sommerferien starter 208 elever på stedet.

Kent Lykke har allerede besluttet, at det er slut som skoleleder om to-tre år.

- Jeg håber, at min afløser bliver en person, der formår at bære den gode kultur videre. Det tager årtier at skabe den helt rigtige kultur, men blot et par måneder at ødelægge den. Vi har bygget et sted op, der er præget af dialog og tillidt, og det er også stedet, hvor en medarbejder har fået hestens første sygedag, konstaterer fødselaren, der ikke har specielle planer for sit otium.

Men mon det ikke bliver til et par oplevelser eller tre sammen med familien.

I hvert fald står det øverst på Kent Lykkes ønskeseddel.