FROKOSTJAZZ: River Band spiller i Bakkehuset

5. marts 2020, 11.49

Lørdag åbner Bakkehuset i Ikast igen dørene for frokostjazz-underholdning med River Band på scenen . FOTO: JACOB HOVE

FROKOSTJAZZ River Band spiller i Bakkehuset

På lørdag kan Bakkehuset præsentere endnu et stjerneband til dagens frokostjazz, da det meget velspillende River Band, vil stå parat på scenen.

Bandet opstod i 1971 under navnet ”Moxy Jug Strugglers”. Senere tog de navn efter den vandrige, Storå, som løber gennem Holstebro og kaldte sig ”River Jazz & Blues Band”.

Oprindeligt kom bandets medlemmer fra Holstebro og Lemvig, men i dag er der medlemmer hentet fra hele Jylland, men det har ikke ændret på det faktum, at man med bandet har en gruppe meget sammenspillede musikere.

Fra starten var repertoiret den traditionelle jazz i kombination med blues – deraf navnet. Gennem årene har bandet udviklet en helt særlig spillestil, hvor de kommentere de oprindelige stilarter med for eksempel latin, jump og jive. Der præsenteres kompositioner af bandets leder, Torben Lassen, men også saxofonisten, Filt Kristensen, skriver egne numre.

River Band er fyldt med humør og har et fantastisk tag i et meget trofast publikum, så der bliver uden tvivl rift om pladserne ved lørdagens frokostjazz i Bakkehuset.