Kæmpebrand er ude af kontrol på containerhavn i Tyrkiet

Rederikoncernen Mærsk forsøger at få overblik over containerbrand, der er opstået efter jordskælvet i Tyrkiet.

Udgivet:07. februar 2023, 16.58

Læsetid:1 minut

En voldsom brand er brudt ud i containerhavnen i Iskenderun i det sydøstlige Tyrkiet.

/ Ritzau /

1 måned siden

ANKARA Hundredvis af containere er tirsdag brudt i brand på havnen i den tyrkiske by Iskenderun.

Branden betyder, at alle fragtskibe, der ellers var på vej til den travle containerhavn, bliver omdirigeret til andre havne.

Al aktivitet på havnen er desuden indstillet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Iskenderun ligger ud til Middelhavet i det sydøstlige Tyrkiet tæt på det område, der natten til mandag blev ramt af et kraftigt jordskælv.

Havnen blev beskadiget i forbindelse med jordskælvet. Og efterfølgende er der udbrudt brand på havnen.

Containerhavnen i Iskenderun bliver blandt andet brugt af den danske rederikoncern Mærsk. Personale fra Mærsk er til stede på havnen og følger branden tæt. Det skriver Mærsk i en opdatering på sin hjemmeside.

Foreløbig er branden ikke under kontrol.

- Personale fra A.P. Møller–Mærsk arbejder på at vurdere situationen og det potentielle tab af last, men på nuværende tidspunkt har de lokale myndigheder på stedet endnu ikke fuld kontrol over branden, skriver Mærsk.

Dronebilleder viser, at store sorte røgsøjler stiger op over de flere hundrede containere, der står i brand på havnen.

Ifølge en kilde, der arbejder med containere på havnen, er branden formentlig brudt ud i en container, der indeholdt yderst brandbar industriolie.

Iskenderun er en industriby, hvor der blandt andet produceres stål.

Byens havn er én af de største fragtknudepunkter i det sydøstlige Tyrkiet. Iskenderun ligger cirka 100 kilometer nord for grænsen til Syrien.

Jordskælvet, der havde en styrke på 7,8, har kostet over 5000 menneskeliv i Tyrkiet og nabolandet Syrien og har medført omfattende skader på bygninger og infrastruktur i begge lande.

/ritzau/