Danseshow og smagsprøver fra øst og vest

Skolefest på Nordre Skole

Udgivet:19. april 2018, 16.07

Læsetid:2 minutter

IKAST Ikast Nordre Skole havde forleden sat alle i stævne til årets skolefest. Det myldrede ind med gæster fra nær og fjern, og trods byggeri mange steder på skolen var der liv og leg og stemning alle vegne. Som led i et entreprenant forløb stod 7. Årgang klar med et væld af sjove boder med dåsekast, ansigtsmaling, bowling, kartoffelcrash og meget andet. Boder der gav smil på læben og som sidegevinst et afkast til den kommende lejrskole.

I Vestfløjen kunne man udvide sin horisont og lære nyt om andre lande, når 8. og 9. årgang under temaet: "Turen går til.." inviterede indenfor på engelsk og tysk. Her bød de blandt andet på foredrag, danseshow og smagsprøver fra både Østen og Vesten til glæde for små og store.

I salen var der disco og dansekonkurrence for alle pengene, og ved siden af havde elevrådet arrangeret boldlege for alle aldre på udvalgte tidspunkter. Kort sagt den mest fantastiske skolefest, man kunne ønske sig! En aften med et væld af oplevelser, hvor man uanset alder kunne finde sjove, spændende og hyggelige aktiviteter - med og uden knæklyskasket. Og mens ungerne havde travlt, var der ind imellem aktiviteterne god tid for de voksne til at tale sammen over kaffen og et bugnende udvalg af hjemmebagte kager.

Takket være bestyrelsen og elevrådet og flittige hjælpere havde festen også i år den bedst mulige ramme.

- Det er det hele taget hele skolens fest, hvor frivillige hjælper til som P-vagter, kaffebryggere, bodvagter og kagebagere. Og uanset om man er elev, forælder eller personale er det skønt at mærke, hvordan rigtig mange mennesker i huset rykker sammen og har en super aften med den bedste stemning af hygge, glæde og spænding, siger skoleleder Bo Nielsen.

- Og evalueringen i børnehøjde var klar: Der er blandt eleverne blevet talt om festen i dagene, der fulgte. Med lys i øjnene har de fortalt om boderne og diskoteket og udstillingerne og alt det ind imellem. Der er mange, der allerede glæder sig til næste år, hvor skolefesten vender tilbage med endnu en super aften i fællesskabets tegn.