Nyvalgt landsformand: Ikast-bo i spidsen for landets farmakonomer

6. november 2020, 15.00

Ann-Mari Grønbæk bliver ny formand i Farmakonomforeningen. Foto: Privat

IKAST 38-årige Ann-Mari Grønbæk fra Ikast er netop blevet valgt som ny kommende formand for Farmakonomforeningen.

Her afløser hun Christina Durinck, som officielt træder tilbage i forbindelse med Farmakonomforeningens kongres 19. november 2020.

- Jeg takker for den store tillid og opbakning, som et flertal af medlemmerne har givet mig. Jeg vil gøre mit bedste som formand for Farmakonomforeningens medlemmer de næste fire år, og jeg vil kæmpe og arbejde hårdt for at synliggøre og styrke landets farmakonomer som faggruppe, siger Ann-Mari Grønbæk.

Farmakonomforeningen er fagforening for cirka 5200 farmakonomer, som blandt andet arbejder på landets apoteker, hvor de udgør den største medarbejdergruppe, i kommuner, regioner blandt andet på sygehusapoteker og i lægemiddelindustrien. Konkret arbejder farmakonomer blandt andet med medicinhåndtering og vejledning om medicin.

Mange sager at kæmpe for

Ann-Mari Grønbæk har siden 2017 været næstformand i Farmakonomforeningen, har siddet i hovedbestyrelsen siden 2011 og i bestyrelsen for Pensionskassen for Farmakonomer.

Ifølge Ann-Mari Grønbæk har foreningen mange sager at kæmpe for både på den korte og lange bane. - blandt andre overenskomstforhandlingerne i 2021.

Farmakonomforeningen arbejder aktuelt også for, at farmakonomuddannelsen skal udvikles til en professionsbachelor, så farmakonomer får autorisation på lige fod med andre sundhedsprofessionelle.

Bosat i Ikast

Ann-Mari Grønbæk er gift, har to børn og bor med sin familie i Ikast. Igennem de seneste 11 år har hun arbejdet på Herning Løve Apotek.

Oprindeligt er hun uddannet på Himmelbjerg Apotek i 2007, hvorfra hun samme år kom til Ikast Apotek. Året efter havde hun en kort afstikker til Korsør Apotek, inden hun vendte retur til Midtjylland, Ikast og sit nuværede job på Løve Apoteket.