På græs igen: FCM jagter to titler

FC Midtjyllands Superliga-mandskab har genoptaget forberedelserne frem mod forårspremieren

12. januar 2021, 10.34

FCM-talentet Gustav Isaksen (i.m.) imponerede stort under mandagens hårde løbetest, som blandt andet blev overværet af den fysiske træner, Christian Clarup (t.v.), og Evander Ferreira. Foto: Tom Laursen

FODBOLD Efter tre ugers velfortjent julepause var der atter dømt træningstøj, fodboldstøvler og fysiske strabadser, da FC Midtjyllands Superliga-mandskab mandag i denne uge mødte ind til årets første arbejdsdag.

På Ikast Stadions kunstgræstæppe indledte FCM-spillerne med en coronatest og efterfølgende en løbetest - de første opgaver i opstarten, der tæller som forberedelse til Superligaens forårspremiere, som sparkes i gang torsdag 4. februar, hvor SønderjyskE er modstanderen på MCH Arena i Herning.

Vil vinde det hele

Men opstarten foregår konstant i skyggen af coronapandemien.

Således er også FC Midtjyllands årlige træningslejr til varmere himmelstrøg - de seneste år i Dubai for FCM’s vedkommende - aflyst. Alle træningspas og testkampe foregår i stedet i det våde og kolde danske vintervejr.

- Selvfølgelig vil man gerne træne og spille i varme og sol, men det er slet intet problem for os, at træningslejren er aflyst. Corona-restriktioner eller ej, jeg kan mærke på mig selv og holdkammeraterne, at vi er topmotiverede. Vi har sigtet rettet mod mesterskabet og pokalturneringen, understreger offensivprofilen Anders Dreyer og tilføjer:

- Vi vil vinde det hele i foråret. Det er vores mål. Vi går efter to titler, fastslår vestjyden, der i denne sæson står noteret for otte mål og otte assists i 23 kampe for de danske mestre.

FC Midtjylland har foreløbig lagt sig fast på fire træningskampe i januar - og alle mod danske modstandere.

Tirsdag 19. januar får »ulvene« besøg af Superliga-toprivalerne fra AGF. Søndag 24. januar gælder det testmatchen mod et andet Superliga-hold, AaB. Torsdag 28. januar og fredag 29. januar venter opgør mod henholdsvis Silkeborg IF og Esbjerg fB fra 1. division.