Ikast-talent drømmer om Champions League: Skifter til storklub

19-årige Olivia Møller Holdt skifter til storklubben Fortuna Hjørring, hvor der er udsigt til Champions League-oplevelser og sportslig udvikling

10. juni 2020, 09.00

Olivia Møller Holdt, der fyldte 19 år i søndags, blev i sidste weekend præsenteret i den nordjyske traditionsklub Fortuna Hjørring. Det unge Ikast-talent håber, at skiftet blandt andet bringer hende tættere på det danske A-landshold. Foto: Fortuna hjørring

FODBOLD Da Oliva Møller Holdt i søndags fejrede sin 19-års fødselsdag var der placeret et ganske særligt stykke papir på gavebordet. Mellem dannebrogsflag, gavepapir og pakker kunne den unge ikastbo glæde sig over en fuldtidskontrakt med Fortuna Hjørring - en af de absolutte topklubber inden for dansk kvindefodbold.

- Jeg fik mange gode gaver på min fødselsdag, men kontrakten var nok den, der fik mest opmærksomhed, smiler Olivia Møller Holdt.

Når juni bliver til juli tager den danske ungdomslandsholdsspiller hul på det næste kapitel i fodboldkarrieren.

Hun har underskrevet en toårig aftale med den nordjyske traditionsklub, som i de seneste 26 år har vundet otte danske mesterskaber samt seks pokaltitler.

I sidste sæson sluttede Fortuna Hjørring med DM-sølvmedaljer, og også i denne sæson er klubben blandt bejlerne til guldet.

- Jeg er klar til det næste skridt i min karriere, og skiftet til Fortuna er et perfekt skridt opad for mig, vurderer Olivia Møller Holdt.

Den centrale midtbanespiller, som siden januar 2019 har repræsenteret VSK Aarhus i Gjensidige Kvindeligaen - Danmarks bedste række på kvindesiden - lægger ikke skjul på, at den nye kontrakt er et bevidst valg til gavn for hendes sportslige udvikling.

- Jeg har store ambitioner, og jeg ønsker at leve af mit fodboldtalent. Mit håb er, at jeg kan etablere mig hos Fortuna Hjørring og på den måde komme tættere på det danske A-landshold.

- På sigt vil jeg gerne bruge skiftet som et springbræt til en klub i udlandet, lyder den klare målsætning fra den 19-årige midtjyde.

Blev presset af drengene i Ikast

Olivia Møller Holdt trådte sine første fodboldstøvler som femårig hos Ikast FS. Men da klubben - der nu hedder Ikast FC - ikke rådede over pigehold, spillede hun sammen med drengene. Det gjorde stortalentet helt frem til 2016, hvor hun rykkede til Vildbjergs anerkendte pige- og kvindeafdeling.

- Jeg har altid spillet med drenge i Ikast, og det har virkelig givet mig meget at blive udfordret på den måde. Havde jeg spillet på et pigehold i eksempelvis Ikast KFUM, var jeg ikke blevet presset, fortæller Olivia Møller Holdt.

I Vildbjerg indledte hun hos klubbens U18-DM-piger, men det blev også til en halvsæson hos seniorerne i 1. division.

Efter en imponerende fase i Vildbjerg, hvor midtbaneprofilen fortsat er den VSF-spiller med flest ungdomslandskampe, blev Olivia Møller Holdt i januar 2019 hentet til ligaklubben VSK Aarhus.

- Det var også det rigtige skifte for mig. Igen handlede det om at blive bedre på banen, og i Aarhus har jeg vist, at jeg kan gøre en forskel på det højeste niveau herhjemme, bemærker midtjyden, som står noteret for 43 ungdomslandskampe og 9 mål.

Sparrer med FCM-kæresten

Olivia Møller Holdt er fortsat bosat i Ikast, men fra 1. juli bliver hjemadressen flyttet til Hjørring, hvor hun bosætter sig på Fortunas akademi - det eneste i Danmark for kvindelige fodboldspillere.

- Jeg blev student sidste sommer, så det seneste år har jeg betragtet som et sabbatår. Derfor er det også perfekt, at jeg ikke er i gang med en uddannelse, som jeg er nødt til at afbryde, siger Olivia Holdt Møller.

Ikast-spilleren skal som udgangspunkt leve som fuldtidsprofessionel i Fortuna.

- Der er dog mulighed for, at klubben kan hjælpe mig med et job, hvis jeg på et eller andet tidspunkt føler, at der skal andet til. Men jeg ser frem til udelukkende at fokusere på fodbolden. Det vil med sikkerhed gøre mig til en endnu bedre spiller, forudser hun.

Privat er Olivia Møller Holdt kæreste med FC Midtjylland-spilleren Gustav Isaksen, som er på kontrakt hos Superligaens førerhold.

- Det er en kæmpe fordel, føler jeg, at vi begge kender og lever i fodboldverdenen. Det gør det nemmere at forstå hinandens hverdag, erkender hun og tilføjer:

- Vi støtter hinanden, for eksempel nu, hvor Gustav er skadet (Isaksen er ude resten af sæsonen med en knæskade, red.). Han har også været en fantastisk sparringspartner i forbindelse med mit klubskifte til Hjørring, fastslår Olivia Møller Holdt.

På hold med Bording-tvillinger

Hos Fortuna bliver hun holdkammerat med blandt andre to A-landsholdsspillere fra lokalområdet, de 21-årige tvillingesøstre Karen og Sara Holmgaard, der er fra Bording.

- Jeg kender allerede Karen og Sara, så jeg er sikker på, at de kan hjælpe mig på plads i truppen.

- Det er fedt, at der er andre fra det midtjyske, som har valgt den samme vej, siger Olivia Møller Holdt, der naturligvis også har fulgt Tulstrup-stjernen og landsholdsanføreren Pernille Harders fodboldkarriere tæt.

- Ved at blive professionel håber jeg, at jeg kan score endnu flere mål og blive endnu mere kampafgørende. Men jeg ved også, at konkurrencen i Fortuna bliver meget hård, erkender ikastboen.

Især ser hun frem til kommende oplevelser, der meget vel kan inkludere kampe i den europæiske Champions League-turnering.

- Fortuna og Champions League er et godt udstillingsvindue, hvor vi som hold og jeg som spiller kan blive set af andre klubber ude i Europa, bemærker Olivia Møller Holdt.

Hun medgiver dog, at selvom talentet tydeligvis er stort, er der fortsat en række personlige parametre, hvor der er plads til forbedringer - hvis drømmen om A-landsholdet og et udlandsophold skal realiseres.

- Fysisk kan jeg stadig bygge på. Jeg skal være i stand til at løbe endnu længere og endnu hurtigere. Jeg skal blive bedre til at stå imod, pointerer stortalentet fra Ikast.