Kopibands: En rød tråd og 1000 stykker stegt flæsk

Bakkehuset har succes med kopiband, som leverer god underholdning

3. marts 2020, 09.25

Der var gang i den på Bakkehusets scene med ”Den røde Tråd”. Foto: Bakkehuset

IKAST Bakkehusets forårs- og efterårsprogrammer bugner af gode musiktilbud inden for en bred pallette af genrer.

Der er dog én genre, som ofte skiller sig ud – i hvert fald når man ser på udsolgt-skiltet og feststemningen på dansegulvet.

Det er når velspillende bands med dygtige musikere spiller kopimusik med kendte numre.

Som nu forleden for bandet ”Den røde Tråd” for tredje gang gæstede Bakkehuset og spillede Shubidua-hits.

-Koncerten blev udsolgt på en uge, og der var tale om et arrangement med indlagt spisning, fortæller spillestedsleder Mette Petrea.

Menuen stod på stegt flæsk med persillesovs, og uden at have talt det helt nøjagtigt op, vurderer Bakkehusets leder, at der blev fortæret cirka 1000 stykker stegt flæsk – inden folk fyldte op på dansegulvet og havde en fest.

-Og vi har booket dem igen til september, hvor de så møder med et stort Kim Larsen-show. Det bliver garanteret ligeså godt, siger Mette Petrea.