Rekordår: DK Company forbedrer endnu engang årets resultat

Modekoncernen med hovedsæde i Ikast udtrykker tilfredshed med et resultat før skat på 256 millioner kroner

29. januar 2020, 17.25

Modemesse i Bella Centret København CIFF Copenhagen 2014 mode august mode Textildindustrien - via DK Company fra Ikast Ichi soaked denim hunter

ERHVERV Mens vinterhalvårets modemesse i København er i fuld gang, er Ikast-modekoncernen DK Company også klar med en nyhed om rekordår. Årets resultatet før skat havnede således på 256 millioner kroner mod 240 millioner kroner forrige år. Omsætningen satte også ny rekord med 3.388 millioner kroner, og det udgør en stigning på 331 millioner kroner sammenlignet med året før.

- Vi er utroligt stolte over at have lavet endnu et rekordresultat for 2019 i et år præget af opkøb og integration samt markante investeringer i både onlineplatform og logistik. Det viser vores evne til at agere i et marked, der er under stærk forandring, siger CEO Jens Poulsen i en pressemeddelelse.

DK Company indledte 2019 med opkøb af dametøjsfirmaet Saint Tropez, som ifølge koncernen selv er en klar styrkelse af brandporteføljen i midtermarked-segmentet. Senere overtog DK Company aktiviteterne i CNS Group, som har styrket positionen i herresegmentet. Året har derfor været præget af betragtelige omkostninger til integration af de nye aktiviteter.

- 2019 var også året, hvor InWear fejrede 50-års jubilæum og blev vinder af årets Guldknap, og ICHI blev vinder af Drapers Womenswear brand 2019. Vi har søsat et nyt projekt, brandet Lounge Nine, hvor målet er at blive 100 % bæredygtige på alle materialer, anvendt i produkterne, siger Jens Poulsen.

Nye showrooms og sangstjerner

DK Company står nu foran tre spændende dage på Copenhagen Fashion Fair i de 2.700 kvm nyindrettede showrooms i to etager i Bella Centret.

- Vi glæder os til at møde kunder og samarbejdspartnere i nye og flotte rammer, hvor vi viser vores brede palette med 22 brands. Vi er overbeviste om, at fremtiden byder på flere og stærkere partnerskaber, hvor traditionel wholesale og retail rykker endnu tættere sammen, siger Jens Poulsen.

I aften inviterer Ikast-koncernen til med underholdning af blandt andre Mads Langer, mens Rasmus Walther spiller og syngerne for DK Companys messegæster i morgen.

Nye opkøb og udsigt til fremgang

Også udviklingsmæssigt har DK Company skudt det nye år i gang. Allerede 1. januar i år overtog DK Company tyske MeineMarkenMode, som skal åbne døren til det tyske onlinemarked. I går offentliggjorde koncernen ligeledes, at den har overtaget den nordjyske butik Sirup og indgået partnerskab med indehaver og online-influencer Henriette Svalgaard.

- Det er et spændende og interessant partnerskab. Det er første gang, vi investerer i en influencer med egen onlineplatform. Henriette har markeret sig som en betydelig spiller, særligt i det nordjyske, og vi er imponeret over den omsætning, hun har formået at skabe via onlinehandel og butik Sirup, siger Jens Poulsen.

Henriette Svalgaard har ligeledes taget turen til København, hvor hun deltager som partner for DK Company under hele modemessen.

Samtidig melder DK Company om en lovende ordresituation for det igangværende regnskabsår.

- Vi er inde i en tilfredsstillende udvikling, hvor vi forventer en fortsat organisk vækst med en omsætning, der forventes at passere 3,5 milliarder kroner og et forbedret resultat, siger Jens Poulsen.