Ny mentorordning sikrer bedre forhold for trænere

Ikast KFUM Håndbold lancerer et nyt tiltag, hvor klubbens unge trænere kan få en mentor

30. august 2020, 04.33

Philip Madsen (i.m.) ser frem til den øgede opbakning, han får som træner, nu hvor mentorordningen træder i kraft hos Ikast KFUM Håndbold. Til venstre står hans mentor, Oliver Østergaard, og til højre ses bestyrelsesmedlem og ungdomskonsulent, Mathias Jeppesen. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Temperaturen i hallen stiger i takt med intensiteten, og det samme gør presset på holdet. Ikast KFUM Håndbold er bagud. Om lidt skal holdets træner, den blot 18-årige Philip Madsen, træffe en hurtig beslutning. Kræver situationen en ændring i taktikken, eller er det en indskiftning, der skal til?

Philip Madsen vælger den sidste løsning og skifter ud. Da kampen er forbi, skal hans beslutning forsvares foran en af de udskiftede spilleres far.

- Og netop i sådan en situation som den er det en fordel for mig som ung træner med en mentor. Det giver selvtillid og noget ballast, for det kan godt være lidt intimiderende at skulle forholde sig til forældre og at være en autoritet, når man blot er 18 år, fortæller Philip Madsen om den mentorordning, som Ikast KFUM Håndbold nu har lanceret for at hjælpe holdets unge trænere. Et tiltag, som bliver hilst velkommen af klubbens mentees. Håbet er, at man gennem sparring, evaluering og samarbejde kan fremme både det sportslige og det sociale i klubben.

En idé bliver født

Efterdønningerne fra corona-krisen kan fortsat mærkes hos Ikast KFUM Håndbold. Efter et forår uden kampe, træninger og sociale aktiviteter er hverdagen så småt begyndt at ligne sig selv igen. Tankerne om en mulig, kommende nedlukning, vil man ikke lade fylde, men selvfølgelig er de til stede. Det fortæller 24-årige Mathias Jeppesen. Han er bestyrelsesmedlem og ungdomskonsulent i klubben. Det meste af livet har han været at finde i Hyldgårdshallen. Både som træner, frivillig og spiller - kun afbrudt af tre år i Aarhus. Nu er han vendt hjem med nye ideer.

- Ideen om at oprette en mentorordning er ikke noget, der er opstået ud af det blå. Det har været overvejelser, som jeg og de øvrige i bestyrelsen har haft oppe at vende flere gange. Man kan sige, at nu da jeg igen er tilbage i klubben efter tre år i Aarhus, vidste jeg, at trænerfaget ikke skal være mit område lige nu, men jeg vil gerne gøre noget for klubbens trænere, så hvorfor ikke lave en mentorordning?, lyder det fra Mathias Jeppesen.

Mentorordningen går ud på, at klubbens unge trænere får tilknyttet en mentor, som har mere erfaring.

- Jeg er lige begyndt i 2.g på Ikast-Brande Gymnasium. Selv om jeg er passioneret omkring håndbold og altid har været det, skal jeg også prioritere min tid, for gymnasiet fylder meget. Nu hvor vi får en mentor, er mit håb i hvert fald, at jeg også selv kan få endnu mere ud af at være træner og udvikle mig. Ikke bare som træner, men også som menneske. Det er jo egenskaber, som jeg kan bruge i andre dele af mit liv senere, understreger Philip Madsen.

Selv om hverdagen, træningerne, kampene og de mange hyggestunder er ved at vende tilbage hos Ikast KFUM Håndbold, har det efter et frustrerende forår været en lidt kaotisk opstart, hvor tankerne om coronapandemien og konsekvenserne for klubben, bliver forsøgt skubbet lidt i baggrunden.

- Vi kan jo ikke gøre så meget, og så alligevel er ordningen her jo også et forsøg på at gøre klubben så attraktiv og rar at komme i som muligt, siger Mathias Jeppesen.

I en travl hverdag med venner, lektier og familie, skal der fortsat være plads til Philip Madsens passion - håndbold. I det meste af sit teenageliv har han været træner for forskellige årgange, men nu hvor timerne i fritiden bliver færre, er det en fordel at have en mentor at sparre med, lyder det fra den 18-årige træner. Foto: Henrik Ole Jensen
Mathias Jeppesen (t.v.) er idemanden og initiativtager til mentorordningen. Lige nu har klubben seks unge trænere i mentorordningen, men håbet er at få flere med. I midten ses træner Philip Madsen efterfulgt af mentor Oliver Østergaard. Foto: Henrik Ole Jensen