Lever stadig et godt liv: Har kæmpe familie og spiser ingefærmarmelade hver dag

Stinne Toft Nielsens allernærmeste familie tæller 74 medlemmer, så hun er ikke ensom. Torsdag 7. oktober bliver hun 100 år

6. oktober 2021, 09.34

Stinne Toft Nielsen fylder 100 år i morgen. Hun er ikke typen, der tænker over sin alder og har aldrig fejlet det store og er glad for tilværelsen. I hendes høje alder har hun ikke nogle venner tilbage, men til gengæld har hun fire børn, svigerbørn, 19 børnebørn og deres påhæng samt 32 oldebørn, og der er flere på vej. foto: Tom Laursen

BORDING Stinne Toft Nielsen, der torsdag 7. oktober, fylder 100 år, har ikke mange venner tilbage. Til gengæld har hun en kæmpe familie. 74 styks. Og det er vel at mærke »kun« den allernærmeste familie, og det vil sige børn, svigerbørn, børnebørn og deres påhæng samt oldebørn.

- Ja, det er ikke så lille en familie, jeg har, siger Stinne Toft Nielsen, der bor i Bording.

Fødselsdagen fejres både i morgen og på lørdag. I morgen trakterer de to døtre og den ene svigerdatter med kaffe og lagkage, når naboerne og andre, der kender fødselaren, kigger forbi. På lørdag er der stor fest for familien på Restaurant Søgaarden i Sunds.

Stinne Toft Nielsen tænker ikke særlig meget over sin alder. Men glæder sig til at der en anledning til at være sammen med familien. Hun har nemlig tre børnebørn og syv oldebørn, der bor i Norge, som hun ikke har kunnet se i lange tider.

- Der var indtil for nylig usikkerhed, om dem fra Norge kunne med til festen på grund af karantæneregler, men det kan de heldigvis godt, siger hun.

I 2009 flyttede Stinne Toft Nielsen ind i boligen i Bording. Dengang var det sammen med hendes mand Kristian Nielsen, der døde i 2012.

- Jeg kender ikke så mange mere, fordi de er faldet fra. Men jeg har børn og børnebørn og naboer, så jeg føler mig ikke ensom, understreger hun.

Højskole og krigen

Alle hendes søskende har opnået at blive rigtig gamle.

- Det har vi fra min mors familie. De blev alle over 90 år. Det ligger i slægten, forklarer Stinne Toft Nielsen, hvis mor kom fra Rødding i Sønderjylland.

Hendes far var fra Bording, og Stinne Toft Nielsen og hendes søskende er opvokset på en gård i Julianehede mellem Engesvang og Bording. Hun kom ud at tjene første gang som 15-årig på en gård i nærheden af Bording, hvor hun passede børn og var i marken. Som mange andre unge fra egnen tog hun tre måneder på Tommerup Højskole. Efter Fyn var hun tilbage hos sine forældre i Bording og var også i Herning for at tjene en overgang, inden hun var tilbage på fødegården. 2. Verdenskrig var begyndt året før, og de tyske soldater boede forsamlingshuset i Bording.

- Jeg kan huske, at soldaterne gerne ville i snak med os unge piger, men det var jeg ikke interesseret i, Hverdagen fortsatte, som den plejede, og man vænnede sig til krigen, hvis man kan sige det sådan, fortæller hun.

Godt otium

Hendes mand lærte hun at kende det første sted, hun var ude at tjene. Parret blev gift 29. august 1948. Stinne Toft Nielsen arbejdede på en fabrik, indtil hun fik sit første barn. Så blev hun landmandskone. Parret fik fem børn sammen. Inger, der i dag er 70 år og bor i Sunds, Egon på 68, der bosiddende i Tjørring, og Annalise på 65, der bor ved Haderup, og Michael på 55 år bor i Silkeborg, Parret oplevede den store tragedie at miste en lille datter, der døde i 1961.

Ægteparret boede på gården indtil 1996, hvor de flyttede tilbage til Bording.

- Kristian og jeg fik et langt otium sammen, siger Stinne Toft Nielsen.

Fødselaren havde farvekoordineret sin bluse med blomsterne i stuen. Stinne Toft Nielsen holder meget af blomster og havde købt en buket røde roser til, da hun skulle fotograferes af avisen. Foto: Tom Laursen