70 år: Maritim fødselar

Jens Axel Laugesen, Ikast kan i dag 15. juni fejre sin 70-årsfødselsdag

Udgivet:14. juni 2022, 12.58

Læsetid:1 minut

Jens Axel Laugesen fylder i dag 15. juni, 70 år. Foto: privat Foto

12 måneder siden

FØDSELSDAG Dagens fødselar er født i Herning, men flyttede som ganske lille til Ikast, hvor faderen startede VVS-virksomhed. Og her har han boet lige siden.

Efter ni års skolegang, gymnasie og seminarium i Herning vendte han tilbage til Østre Skole og Ikast Ungdomsskole, hvor han blev souschef under Hartvig Kristensen.

Herfra gik turen til et job som ungdomsskoleinspektør i Tørring-Uldum Kommune. Her virkede han i mere end 20 år, indtil kommunesammenlægningen i 2006. Her fulgte så et job som leder af en specialskole i Juelsminde, som han bestred til sin tidlige pensionering som knap 60-årig.

Den virksomme Ikast-bo har lærerbaggrunden til trods et medfødt salgsgen, og derfor har han den sidste halve snes år virket som freelancesælger - dels i Herning-Ikast Håndbold og dels i Herning Folkeblad-koncernen, hvor han specielt har udmærket sig ved at drive koncernens to håndværkerguides i Ikast og Herning. Et produkt som digitale tider til trods, har været i stabil positiv udvikling.

Privat er han gift med Kirsten, som han har dannet par med siden gymnasietiden, og de er lykkedes med at sætte tre sønner i verden.

Hele familien har passion for sejlsport, og drengene er på det nærmest opvokset i en optimistjolle.

Sejlsporten tager nu sit udgangspunkt fra marinaen i Aarhus, hvor sejlskibet Grand Cru ligger til kaj, som udgangspunkt for torsdagenes kapsejladser med sit faste crew af landkrabber fra Ikast og for familiens sommerferier i de nordeuropæiske farvande.

Jens Axel Laugesen er meget socialt anlagt og medlem af en lang række klubber. Han har i 40 år været med i Round Table og 30 år i Rotary. Og så er han medstifter af to mere private klubber - Selskabet og vandrelauget Livets Gang.

Det forlyder, at fødselsdagsbarnet er hjemme på dagen.