Rekordmange idrætselever: 500 idrætselever er rykket ind på Hagelskærvej

Mere end 500 elever er rykket ind i sportcampusmiljøet på Hagelskærvej - blandt andre rekordmange på ISI Idrætsefterkole

Udgivet:12. august 2020, 13.00

Læsetid:4 minutter

Velkomst og fællessang på ISI Idrætsefterskole foregik af corona-hensyn i år på skolens driving range - i stedet for normalt indenfor i hallen.

Jette Aaes
Egnsredaktør| jaj@ikastavis.dk

IKAST De kom fra nord, syd, øst og vest. Med spændte børn i bilen, cykler på stativet og alt det, man formodentligt får brug for i løbet af et efterskoleår, proppet i bagagerum, trailere eller tagbokse. Og ved indkørslen til Hagelskærvej, epicentret for den populære kombinationen af friskoler, kostskoler, uddannelse og seriøst fokus på Idræt i Ikast, opstod der søndag kø. Ud over et rekordstort antal efterskoleelever til ISI Idrætsefterskole - 216 i alt - bar ankomsten til dette skoleår også præg af behørigt hensyn til officielle corona-restriktioner om afstand og afspritning.

Fuldt hus

I weekenden bød Idrætsskolerne Ikast (ISI) først velkommen til fuldt hus på ISI Idrætshøjskole - mere end 60 højskoleelever, søndag rykkede efterskoleeleverne ind, og mandag tog de 75 friskoleelever i Guldminen skolens nye lokaler i brug.

Her skal eleverne fra 0. til 6. klasse ud over skolegang dele de mange idrætsfaciliteter med de øvrige uddannelsessteder på vejen, ligesom friskoleeleverne også skal spise morgenmad og frokost i den seneste udbygning af ISI; skolens nye 400 kvadratmeter store sportskøkken, der dagligt skal produceres mad, som ud over at stille sulten skal bidrage til energi for de mange sportselever i området.

Det gælder blandt andre også de 140 elever - ligeledes fuldt hus - på Sportstar College Ikast-Brande på den anden side af vejen. På college bor og træner elever, der går på ungdomsuddannelse - hovedsageligt Ikast-Brande Gymnasium eller Handelsgymnasiet Ikast-Brande.

Kæmpe medvind

Altså en enkelt gade med tilsammen godt 500 idrætsglade unge mennesker fra hele landet og en vigtig akse i sportscampusmiljøet i Ikast-Brande Kommune, der efterhånden må rangeres blandt de stærkeste talentudviklingsmiljøer i Norden.

- Alt er fyldt op, og vi har kæmpe medvind. Vores koncept med at kombinere idræt, uddannelse og dannelse er efter mange år så godt indarbejdet, gennemtestet og videreudviklet, at vi hvert år oplever større søgning. Selv om vi har rekordmange elever på flere af skolerne, har vi eksempelvis på efterskolen stadig venteliste, siger en glad og stolt Torben Østergaard, forstander på ISI.

Han erkender, at corona til denne skolestart - og for alle Hagelskærvejs tilbud - har kostet flere organisatoriske kræfter i planlægningen af det nye skoleår.

- I løbet af sommeren har vi haft 515 kursister gennem vores Højskole & Golf-sommerugekurser til at øve os på i forhold til afstand og smittecirkler, så vi er godt forberedte.

Under åben himmel

Ud over blandt andet at lade efterskolefamilierne komme ind på værelserne forskudt af hinanden, var også selve velkomstarrangementet rykket fra idrætshallen og ud på skolens store driving range. Med plads til afstand og højttaleranlæg til alligevel at afvikle velkomsttaler og klassisk friskolefællessang.

Inde på plænen sang blandt andre håndboldpigen Cecilie Ørskov Hovgaard og hendes mor Charlotte fra Skive med.

Cecilie Ørskov Hovgaard skal - ud over at træne håndbold og gå i 10. klasse på ISI - spille for HIH/Ikast FS’s U18-hold. Hun er samtidig en af de 15 ISI-elever, der nu skal gå på skolen for andet år i træk.

I år har efterskolen besluttet at hæve andelen af andetårselever, fordi flere end normalt ønskede at få et ekstra år, efter corona i foråret rev efterskoleopholdet over for en periode med lockdown af hele landet.

Sammenhold mod corona

- Sidste år var noget af en rutsjebanetur rent følelsesmæssigt, men jeg havde på forhånd besluttet at tage et ekstra år, hvis det var muligt. Jeg er så glad for at få chancen for nu forhåbentligt et helt og sammenhængende år, siger Cecilie Ørskov Hovgaard.

- Det er så dejligt at være tilbage, og jeg håber, at vi sammen kan gøre alt for at efterleve restriktionerne. Det vil være en katastrofe, hvis vi skal sendes hjem igen. Især her først på efterskoleåret. I foråret fungerede fjernundervisning og online-fællesskabet fint, fordi vi kendte hinanden så godt. Både elever og lærere. Det må bare ikke ske her i opstartsfasen, siger Cecilie Ørskov Hovgaard - inden hun skal ind at pakke taskerne ud.

Med en ny værelseskammerat, et helt nyt værelse, i en helt anden afdeling af efterskolen, end hvor hun boede i sidste skoleår.

- Jeg glæder mig også til at være 10. klasses-elev. Det giver mere tid til både håndbold og den sociale side af efterskolelivet, siger hun.

- I det hele taget håber jeg bare, at det nye bliver mindst lige så godt som sidste år.

Cecilie Ørskov Hovgaard, håndboldpige fra Skive og andetårselev, glæder sig til et forhåbentlig uafbrudt efterskoleår.
På grund af corona-restriktioner blev familierne hentet ude på p-pladsen af familiegruppelæreren og fulgt ind til værelserne, der skal være elevernes hjem det næste skoleårstid. Foto: Jette Aaes
Mette Nørgård Døfler-Brun (t.v.) og Sofie Pape Magtengaard mødtes for første gang som roomies, pakkede ud og indrettede sig på efterskolåret, der begyndte i går. Foto: Jette Aaes
En velsmagende hilsen til nye ISI-elever i spisesalen. Foto: Jette Aaes
Corona-restriktioner gav kø i eftermiddagssolen for at komme ind til ISI Idrætsefterskolen. Foto: Jette Aaes