Udflugter: Kirken drager ud i sommerlandet

I den kommende uge er der gang i buskørslen fra Ikast Kirke. Kirken arrangerer nemlig både studietur, sogneudflugt og pilgrimsvandring inden for fire dage

31. august 2020, 06.32

Ikast Kirkes pilgrimsvandring slutter i Uhre Kirke, der er kendt for den dristige og smukke farvelægning af kirkerummet. FOTO: privatfoto

UDFLUGTER Det var egentlig ikke meningen, at programmet skulle være pakket så tæt, men på grund af Corona-nedlukningen blev højskoleformiddagenes studietur i foråret udskudt, så derfor er der en ekstra sensommertur på programmet i forhold til det normale.

Inspiration og fællesskab

Provst Poul Erik Knudsen er med til at arrangere pilgrimsvandringen 30. august, og han glæder sig til, at man kan være sammen som menighed på en anden måde, end man kan i kirken.

- Det er dejligt at komme ud og samle inspiration, og så bliver fællesskabet styrket samtidig, siger Poul Erik Knudsen og tilføjer, at turene som regel har deltagelse af både velkendte og helt nye ansigter.

Højskoleformiddagenes studietur 27. august går i anledning af jubilæet for genforeningen til Sønderjylland. Turen går blandt andet omkring Skamlingsbanken, Aabenraa og Tyrstrup. Sogneudflugten 28. august går vestpå med stop ved blandt andet Hellig Kors Kloster i Lem og Bundsbæk Mølle.

Gudstjeneste på Torvet

Pilgrimsvandring

Pilgrimsvandringen søndag 30. august indledes med en gudstjeneste på Torvet i Ikast klokken 10. Derefter er der buskørsel til Skærlund Kirke i den sydlige del af Brande Sogn. Her er der frokost, inden dagens pilgrimsvandring på små seks kilometer fører deltagerne til Uhre Kirke.

- Der er også indlagt tid til refleksioner og perioder med stilhed undervejs på pilgrimsvandringen, så vi får fokus på den åndelige dimension, fortæller Poul Erik Knudsen.

Dagen rundes af i Den Gamle Købmandsgård i Uhre, inden bussen kører tilbage til Ikast ved 15-tiden.

Der er ingen krav om forhåndstilmelding til pilgrimsvandringen, men det er der til både studieturen og sogneudflugten. Man kan læse mere om tilmelding og betaling på Ikast Kirkes hjemmeside.