112

Brændte haven af

26. april 2021, 18.49

BRANDE Det er langt fra alle, der er lige pjattede med sysler som lugning af bede, hypning af kartofler samt slåning af græsplænen.

En haveejer på Engebækvej i Brande bliver i hvert fald fri for at tænke på den slags i den kommende tid, mens haven forsøger at komme sig oven på en brand.

I stedet kan han så bekymre sig om at samle sammen til at betale den bøde, der uden tvivl er på vej efter branden sidst på eftermiddagen søndag.

Her måtte brandfolkene nemlig i sving, da et havebål løb løbsk.

Haveejeren var kort før klokken 17 i gang med at brænde grene og blade af, da han mistede herredømmet over bålet.

Flammerne fik hurtigt fat i det knastørre græs i haven, og brandvæsenet måtte tilkaldes.

Der var på intet tidspunkt fare for, at ilden ville brede sig til bygninger, men ifølge politiet brændte haven af.

Haveejeren er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, og det koster en bøde.