Manu Sareen og kagekendis deler frække fantasier i hed bog

Nu er det mændenes tur til at følge op på Elisa Lykkes erotiske novellesamlinger, "Kvindefantasier", som meget passende har titlen "Mandefantasier".

20. oktober 2021, 08.53

Manu Sareen har grebet pennen og skrevet sin fantasi ned. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Vinteren er på vej, men bladrer man i Elisa Lykkes nye bog, "Mandefantasier", bliver det hedt.

Elisa Lykke, som står bag bøgerne "Kvindefantasier", præsenterer nemlig nu den mandlige pendant til den erotiske novellesamling.

Konceptet er, at en række kendisser har forfattet deres fantasier, og Elisa Lykke har lokket blandt andre den tidligere politiker Manu Sareen, tv-personligheden Oliver Bjerrehuus og bagedyst-vinderen Tobias Hamann til at dele deres.

Det afslører hun på Instagram.

- Så er der garanti for steamy windows. Denne gang har jeg inviteret syv kendte, seje, dygtige mænd til at skrive en dampende hed, veldrevet fantasi, lyder det fra hende.

I begyndelsen af året udgav Elisa Lykke den første bog om "Kvindefantasier". Her havde Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing og vejrværten Sara Maria Mærkedahl delt deres fortællinger - anonymt.

I sommer udkom efterfølgeren, "Kvindefantasier 2", og her var nyhedsværten Karen-Helene Hjorth, kagekendissen Ditte Julie og sangerinden Julie Berthelsen blandt bidragsyderne.

Om projektet forklarede Elisa Lykke dengang i forlagsbeskrivelsen til Politikens Forlag, at hun ville gøre op med den stereotype opfattelse af seksualitet.

- Mænd har jo i årtier haft monopol på den der meget eksplicitte liderlighed, og hele idéen bag novellerne har været at sætte lys på også kvinders seksualitet og vise, at vi er lige så frådende, liderlige og saftige som mænd, lød det fra hende.

/ritzau/