FCM buldrer videre mod guldet

Awer Mabil, Paulinho og Ronnie Schwartz scorede målene, da FC Midtjylland landede den tredje sejr på stribe i foråret og holdt FC København på pæn afstand. Nu gælder det Randers

6. marts 2020, 17.30

Awer Mabil skriger glæden ud efter sit tordendrøn til 1-0 i mandagens sejr over SønderjyskE. Australieren stod også for oplægget til 3-0-scoringen. Foto: Tom Laursen

FODBOLD Det dufter mere og mere af guld til FC Midtjylland i Superligaen.

I mandags landede »ulvene« den tredje sejr i lige så mange mulige i denne halvsæson, og det skete i overbevisende stil.

FCM kørte SønderjyskE over med en højenergisk indsats, vellykket presspil og skarpe omstillinger fra start. Allerede ved pausen stod der 3-0, som også blev kampens resultat.

Awer Mabil afsluttede en seværdig solotur med et tordenhug til 1-0.

Paulinho fordoblede føringen med et af de smukkeste mål, der er set på MCH Arena i nyere tid. Brasilianeren samlede en returbold op og sendte bolden helt op i det fjerneste målhjørne med et vristspark, der brækkede en smule i luften.

Lige inden pausen gjorde altid målsultne Ronnie Schwartz det til 3-0, da han med ægte angriberinstinkt kom først på en indbydende tværbold fra Awer Mabil efter en frisparkskombination.

- Vi havde også chancerne til mere, men de stillede sig jo lidt ned, og vi begyndte at fastholde kuglen og tage den lidt med ro, siger FCM-træner Brian Priske om den chancefattige og yderst kontrollerede præstation efter pausen.

Sejren betyder, at FC Midtjylland er hele ni point foran FC København med tre kampe tilbage af grundspillet og 13 kampe tilbage af sæsonen.

Yndlingsmodstander venter

Næste kapitel i guldføljetonen skal skrives på søndag, når FC København får besøg af AC Horsens, og FCM spiller på udebane mod Randers FC.

Randers har i denne sæson været stærke på egen bane. Kronjyderne har kun tabt én kamp hjemme på Cepheus Park. Det var helt tilbage i august, da FC København vandt 1-0 på et selvmål i overtiden af Mathias Nielsen.

Men FC Midtjylland har det traditionelt godt mod Randers. FCM har vundet 14 af de seneste 15 Superligaopgør mod kronjyderne. Seneste pointtab mod randrusianerne var 18. juli 2016, da de to hold spillede uafgjort 2-2 på MCH Arena.

Seneste FCM-nederlag til Randers var i oktober 2012.