Statsminister Mette Frederiksen: Alle danske mink skal aflives

Udbredelsen af smitte med covid-19 blandt mink er nu så alvorlig, at Statsministeriet holder pressemøde

4. november 2020, 16.44

På pressemødet udtrykte statsminister Mette Frederiksen (S) medfølelse for minkerhvervet: - Det er en sorgens dag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

København. Statsminister Mette Frederiksen (S) siger på et pressemøde i dag, at alle danske mink skal aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker.

Der er i øjeblikket registeret 12 personer med muteret virus.

Mette Frederiksen siger, at smitte i mink er en trussel mod folkesundheden.

Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet sættes ind for at aflive alle mink. Aflivningen gælder hele minkbestanden - også avlsdyr.

Mister livsværk

Mette Frederiksen siger henvendt til minkavlere:

- I mister livsværk, som i nogle tilfælde er gået i arv igennem flere generationer. Det er en sorgens dag for jer og for alle, der arbejder i minkerhvervet. Det er regeringen bevidst om, siger hun.

Ifølge de seneste tal fra Fødevarestyrelsen er der konstateret coronasmitte på 207 minkfarme. 67 minkfarme har fået aflivet deres besætning, og 23 minkfarme er under mistanke.

Myndighederne har ellers forsøgt at inddæmme smitten blandt minkene. Men det er ikke lykkes i tilstrækkelig grad.

Aflivningen gælder hele minkbestanden - også avlsdyr.

Politi opfordrer til samarbejde

Der i Danmark 15 til 17 millioner mink i Danmark. De er primært koncentreret i Nordjylland og Vestjylland, men der er minkfarme over hele landet, siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

Han opfordrer minkavlerne til at samarbejde med myndighederne om at gennemføre aflivningen. Politiet bliver sat ind sammen med forsvaret og myndighederne for at sikre gennemførelsen af aflivningen.

- Aflivningen af 15 til 17 millioner mink er en meget stor opgave. Det kræver, at vi går sammen med minkavlerne for at aflive minkene. Vi ved, at minkavlerne står i en fortvivlende situation. Men det handler grundlæggende om befolkningens sundhed, siger Thorkild Fogde.

Nedlukning i en årrække

Regeringen har ikke truffet beslutning om et egentligt forbud mod minkavl i Danmark.

- Men beslutningen om at aflive alle mink vil betyde, at minkavlen reelt er lukket ned som minimum i en årrække, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

- Minkavlere, der selv står for aflivningen af deres mink, vil få en ekstra kompensation, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Lønkompensation og fuld dækning

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger på pressemødet, at regeringen vil sikre lønkompensation til ansatte i minkavlen.

Der vil være fuld dækning for faste omkostninger og fuld dækning til de selvstændige, som ejer minkfarmene.

Desuden vil der være kompensation til følgeerhvervene som fødevarecentraler og pelserier.

Regeringen vil arbejde på muligheden for at omdanne minkfarme til andre typer af farme med eksempelvis andre dyr end mink og opkvalificere medarbejdere.

- Corona har ramt minkbranchen hårdt og uretfærdigt. Det er vigtigt at sige, at regeringen vil sikre den nødvendige hjælp, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

International orientering

Mutationen af coronavirus er fundet på fem forskellige minkfarme. Danmark har orienteret internationalt om fundet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Danmark har i dag i henhold til det internationale sundhedskodeks orienteret Det Europæiske Smitteagentur og WHO om fundet af muteret coronavirus, siger Magnus Heunicke.

Yderligere nedlukning i Nordjylland

Som følge af mutationen i virus vil regeringen indføre yderligere restriktioner i Nordjylland for at mindske smitterisiko.

- Der vil være tale om en nedlukning, der går længere end det nationale restriktioner. De konkrete restriktioner bliver præsenteret i torsdag, siger Mette Frederiksen.

- Vi ved godt, at vi efterlader jer i Nordjylland i uvished til i morgen. Det beklager jeg. Men vi skal handle nu. Det drejer sig om liv og død ikke kun i Danmark, men i hele verden, siger Mette Frederiksen.

De berørte kommuner i Nordjylland er blandt andet Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø.

Minkbranchen: En katastrofe

Beslutningen om at aflive alle mink herhjemme er en »katastrofe« for erhvervet.

Sådan lyder det fra Danske Minkavlere, efter at statsministeren har bebudet, at alle mink må lade livet.

- Det er en de facto varig nedlukning og afvikling af pelsdyrerhvervet, og vi må umiddelbart se det som en ekspropriation af alle de berørte bedrifter og virksomheder.

- Det er en sort dag for os alle og for Danmark, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, i en kommentar.

/ritzau/