Lokal corona-opråb: Hjælp med at passe på hinanden

På den anden side af skolernes sommerferie opfordrer Vores Ikast-chef til fælles opbakning til corona-restriktionerne

13. august 2020, 07.19

Rex Blomster bakker altid aktivt op om Fredagsmarkedet med en stand i Strøgcentret. Foto: Privatfoto

DETAILHANDEL Sommerhandlen i Ikast har været god, slår chefen for byens netværksforening Vores Ikast, Jan Birk Knudsen fast som det første.

- Meldingerne lyder på mange besøgende i byens butikker - både lokale, danske og udenlandske turister. Det er dejligt at opleve, at der bliver handlet, og det er godt og livsvigtigt for byens butikker, siger Jan Birk Knudsen.

Med skolestart melder hverdagen sig nu for mange mennesker, og det får Vores Ikast-chefen til at understrege, hvor vigtigt det stadig er, at alle tager hensyn til og respekterer corona-restriktionerne.

Smitten spreder sig igen

- Der er en fornemmelse af, at mange efter den positive udvikling igennem de sidste måneder skubber Covid-19 i baggrunden. Men sygdommen er ikke et overstået kapitel. Vi ser desværre, at smitten spreder sig, og at tallene stiger rundt om - også i Jylland. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at følge myndighedernes anvisninger med at holde god afstand og husker at bruge håndsprit – hele tiden, og især nu hvor mange er retur fra ferie rundt fra hele landet og Europa, lyder opfordringen fra Jan Birk Knudsen.

Fint fredagsmarked

Under fredagens markedsdag i Strøgcentret var de handlende ifølge udviklingschef i Ikast Bymidte Julia Thaarup Johansen opmærksomme på coronarestriktionerne.

- Strøgcentret er inddelt med færdsel i to retninger, og alle boder var udstyret med håndsprit, som tilsyneladende blev flittigt benyttet, siger Julia Thaarup Johansen.

Hun var desuden glad for flowet af mennesker til fredagsmarkedsdagen.

- Det var 30 grader og fuld sol, så vi var spændte på, om folk ville vælge markedet til. Det var der heldigvis mange, der gjorde - godt spredt ud over hele markedsdagen, så det gav et godt flow - især i forhold til corona-restriktionerne. Stadeholderne var også glade for dagen, siger hun.

En sikker handelsby

Sammen med Jan Birk Knudsen understreger hun, at Ikast i forhold til corona-restriktioner Ikast er et sikkert sted at handle.

- Men vi oplever, at flere borgere stadig er utrygge ved de mange mennesker og bekymrer sig for, om man slækker på myndighedernes anvisninger. Nedlukningen i marts, april og maj skabte nærmest en spøgelsesby - og det må ikke ske igen, slår Jan Birk Knudsen fast.

For Vores Ikast handler det om beskyttelse af både de, der handler i byen, lokalmiljøet og personalet i virksomheder og butikker.