Planlagte britiske skattelettelser sender pund i frit fald

Det britiske pund dykkede til rekordlavt niveau, efter at finansminister spillede ud med nye skattelettelser.

Udgivet:26. september 2022, 04.36

Læsetid:1 minut

Storbritanniens nye finansminister, Kwasi Kwarteng, har annonceret en række skattelettelser, som har fået investorer til at flygte fra det britiske pund. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

HONGKONG Valutahandlere er flygtet fra det britiske pund, efter at Storbritanniens finansminister, Kwasi Kwarteng, forleden kom med en række nye skattelettelser.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

På de asiatiske markeder faldt det britiske pund helt ned til 1,035 amerikanske dollar. Det er ifølge nyhedsbureauet det laveste nogensinde.

Faldet sker, i takt med at flere iagttagere forudser en dyb recession, og visse kommentatorer ifølge mediet Bloomberg frygter, at værdien af det britiske pund kan falde til samme værdi som den amerikanske dollar.

Den britiske finansminister lancerede sin nye plan allerede fredag, og kort efter begyndte det britiske pund at falde.

Planen indeholder blandt andet store skattelettelser for selskaber og erhvervsdrivende.

Kwarteng hævder, at planen vil sætte skub i den britiske økonomi.

- Det her er en hidtil uset pakke af skatteincitamenter, til at selskaber kan investere, vokse og skabe arbejdspladser på tværs af hele landet, sagde Kwarteng ifølge avisen The Guardian fredag om pakken.

- Hvis vi virkelig skal vokse, er vi nødt til at sætte den private sektor fri.

Søndag var Kwarteng igen på pletten med varslinger om endnu flere skattelettelser for personer med høje indkomster. Det fik det britiske pund til at fortsætte med at falde.

Kwartengs planer får hårde ord med på vejen af Storbritanniens største oppositionsparti, Labour.

Keir Starmer, partiets formand, har blandt andet forpligtet sig på at rulle skattelettelserne tilbage, hvis partiet skulle komme tilbage til magten ved næste valg. Det skal senest holdes i 2025.

Det er også kommet frem, at Labour vil foreslå at oprette en fond på otte milliarder pund, som skal gå til at finansiere britiske bæredygtige initiativer. Beløbet svarer til cirka 67,5 milliarder kroner.

/ritzau/