Handelsgymnasiets første studenter: Fra én verden til en anden på få minutter

Den stod på lettelse og store smil på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, da årets første studenter mandag formiddag kunne placere huen og lade øllet skumme

Udgivet:22. juni 2022, 15.59

Læsetid:2 minutter

Mathias Gjørret gik straks i krig med en ølbong, som vennerne havde med. Nu går turen inden længe til næste kapitel i Tyskland. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen

Mikkel Korsgaard Christensen
Egnsredaktør
Mikkel Korsgaard Christensen
Egnsredaktør| +45 96 26 34 67 | mkc@herningfolkeblad.dk
Kære læser. Jeg dækker sundheds- og ældreområdet samt arbejdsmarkedsområdet i Ikast-Brande - men jeg skriver og interesserer mig for stort set alt. Jeg elsker at skrive features og menneskehistorier, og jeg går meget op i politik samt alt slags sport. Bor i Ikast, er gift og har to sønner. Holder meget af lange løbeture i naturen og samvær med familien.
Se flere artikler af Mikkel Korsgaard Christensen

12 måneder siden

STUDENT Han ser en anelse mistroisk ud, mens ølbongen skummer over.

Mathias Gjørret har for få øjeblikke siden fået huen på af sine forældre på Handelsgymnasiet, og selv om klokken end ikke er »halv ølleve«, så er det naturligvis nødvendigt at skylle tre år ned med en øl.

- Er du klar? Så kører vi, siger Mathias Gjørret, mens han åbner hanen til ølbongen, som på få sekunder sender genstanden direkte ned i maven og alkoholen ud i blodet.

- Huha, det var godt!

Direkte til Tyskland

Mathias Gjørret bliver spurgt af en kammerat, om de tre år på Handelsgymnasiet Ikast-Brande har været tre år i helvede, men den præmis køber studenten ikke. Han kalder årene for fede og lægger vægt på den særlige følelse, hvor man på eksamensdagen går fra én verden til en anden på få minutter. Fra nerver til fest.

- Nu skal vi ud at spise og nyde det, men allerede lige om lidt begynder næste kapitel, når jeg skal til Tyskland for at sælge designermøbler. Det er først af fremmest for at udvikle mig og for at få noget erfaring, siger Mathias Gjørret.

Verden er åben

Foran indgangen til Handelsgymnasiet står Daniel Hedegaard Hansen sammen med sin søster, Nadia Hedegaard Hansen.

Den stolte søster løfter huen og placerer den på brormands hoved.

Selv om hun er rød student, er stoltheden stor.

- Naturligvis. Det er godt gået, siger hun.

Daniel Hedegaard Hansen har modsat Mathias Gjørret ikke lavet planer for, hvad den kommende tid byder på. Imidlertid er han sikker på, at de næste år skal stå på arbejde og oplevelser.

- Jeg har ikke besluttet mig for noget endnu. Verden er åben, og mulighederne er åbne, men jeg skal da ud for at søge et job, når vi er færdige med at feste, lyder det fra Daniel Hedegaard Hansen.

Familierne har så småt fået tørret tårerne i øjenkrogene. Et af de mest livsbekræftende øjeblikke er forbi.

Forbi, forbi - og det bliver alle historier, som H.C. Andersen siger - og heldigvis kan de nye studenter nu begynde at skrive næste kapitel i deres eget eventyr.

Nadia Hedegaard Hansen gav sin bror Daniel Hedegaard Hansen hue på. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen
Mathias Gjørret (t.v.) og Daniel Hedegaard Hansen fik hejst flaget. Yderst ses uddannelsesleder ved Handelsgymnasiet Ikast-Brande Elisabeth Egholm Hattens. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen