FCM-sejr på Fyn: Tæt på pokalsemifinalen

FC Midtjylland fik en 2-1-sejr med hjem fra de håbløse baneforhold i Odense

11. februar 2021, 23.08

Gustav Isaksen scorede til 2-1. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD Med en 2-1-sejr på udebane over OB i den første af to kvartfinaler i Sydbank Pokalen fik FC Midtjylland et fortrinligt udgangspunkt før returkampen, der spilles om en måneds tid på MCH Arena i Herning.

Luca Pfeiffer og Gustav Isaksen scorede FCM’s mål på en helt og aldeles håbløs bane i Odense.

Hos FCM var der fra start comeback til hjemvendte Jonas Lössl i målet, mens den nye venstreback, Ailton, fik debut.

FCM sparede flere profiler og startede med dette hold: Jonas Lössl - Dion Cools, Daniel Høegh, Alexander Scholz, Ailton - Jens-Lys Cajuste, Nicolas Madsen - Gustav Isaksen, Anders Dreyer, Awer Mabil - Luca Pfeiffer.

Tidligt i første halvleg måtte OB’s Mads Frøkjær udgå efter at have fået Nicolas Madsens albue i hovedet. Et hændeligt uheld, så det ud til.

Lidt senere var der mere drama, da FCM’s Gustav Isaksen faldt omkuld i feltet efter en nærkamp med OB’s Christian Vestergaard, der gav Isaksen et lille puf. Dommer Sandi Putros vurderede dog, at FCM’eren kastede sig lige lovligt teatralsk og gav et gult kort for film.

Et hurtigt modsvar

Efter en god halv time kom OB foran. Indskiftede Moses Opondo drev bolden frem, og med et fornemt skud fra kanten af feltet satte han bolden op i det højre målhjørne bag Jonas Lössl.

Få minutter efter slog FCM dog tilbage. Der var spillet 39 minutter, da Jens-Lys Cajuste brød OB’s opspil, og efter fint forarbejde af Gustav Isaksen fandt Dion Cools Luca Pfeiffer tæt på OB’s mål. Den tyske angriber kastede sig frem og udlignede sikkert. Det var Pfeiffers andet mål for FCM - han scorede også i 2-1-udesejren over Randers mandag aften.

Første FCM-mål

Fem minutter efter pausen var det så Gustav Isaksen, der stjal billedet. FCM’s 19-årige kantspiller drev bolden frem i højre side, tog et træk ind i feltet og sendte så uimodståeligt bolden højt ind i målet med højrefoden. Fornem scoring - Isaksens første på FCM’s førstehold.

Kort efter scoringen fik de to målscorere, Gustav isaksen og Luca Pfeiffer, fri for denne aften til fordel for Mikael Anderson og Sory Kaba. Senere kom også to unge FCM’ere, Japhet Sery Larsen og Kristoffer Lund, på banen. Sidstnævnte fik dermed debut.

OB havde en enkelt stor chance til sidst, men FCM kørte nogenlunde sikkert udesejren i hus og tog dermed et stort skridt mod semifinalerne i pokalturneringen.

Returkampen spilles først om fire uger. Næste kamp for FCM er i Superligaen hjemme mod AC Horsens på søndag.