Rekordstor sponsor-opbakning

Markant øget støtte fra erhvervslivet til Bakkehuset

Udgivet:11. februar 2022, 12.54

Læsetid:2 minutter

Kultur- og spillestedet Bakkehuset i Ikast oplever stor opbakning hos de lokale sponsorer efter de lange corona-nedlukninger. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen

BAKKEHUSET På vej ud af corona-krisen har Bakkehuset fået et markant økonomisk skulderklap fra det lokale erhvervsliv.

- Vi kan simpelthen notere det største sponsorbidrag i Bakkehusets historie, konstaterer en glad formand, Steen Hebsgaard.

Efter de første år med aktiviteter i kulturhuset lancerede man sponsorpakker til de lokale erhvervsdrivende, og mødte allerede dengang en fin opbakning.

- Der var dengang, og er stadig ikke, tale om skyhøje sponsorater, som man eksempelvis ser det inden for sportslivet. Men det har gennem årene lagt en god bund - ud over kommunens tilskud og indtægter fra salget - under Bakkehusets økonomi.

For nogle år siden, før den nye spillestedsleder Mette Petrea, satte sig i chefstolen, røg bunden ud af Bakkehusets økonomi efter en række uheldige år. Egenkapitalen var stort set væk.

- Samtidig brød corona-helvedet løs på samme tid, som vores nye spillestedsleder startede. Det har været en barsk rejse, men Mette Petrea har klaret det til UG, siger formanden.

Pæne corona-tilskudskroner fra kommunen kombineret med stram styring på økonomien har gjort det muligt, at Bakkehuset har overlevet krisen, og er bedre rustet, end man kunne frygte, til de kommende år.

- Det betyder dog ingenlunde, at vi svømmer i penge. Vi skal arbejde hårdt for få oparbejdet vores egenkapital, så vi får råd til at satse, og her kommer sponsorkronerne ind som en rigtig god hjælp, siger Steen Hebsgaard.

Mette Petrea valgte fra sin start i jobbet at nedsætte en sponsorgruppe - både med folk fra bestyrelsen og folk udefra. En satsning der har givet effekt.

Trods corona-tidens få aktiviteter har Bakkehuset oplevet en stor interesse fra erhvervslivets side i forhold til at hjælpe kulturhuset.

- Flere har tegnet større sponsorater, end vi har set før. Vi anerkender, at Ikasts fantastiske status som sportsby, kræver store økonomiske muskler, som også erhvervslivet bidrager med. Men det er glædeligt, at man også ser det som en styrke for en by, at man har et kulturliv at tilbyde borgerne, siger formanden.

I sponsorgruppen sidder ud over Mette Petrea, Steen Hebsgaard og Jesper Lindstrøm fra bestyrelsen, Jens Sørensen (der i øvrigt arbejder som frivillig i huset) og rockentusiasten, Jønne Wendt.