
BUPL om pædagog-optag på studie: En lunken omgang
Pædagog-mangel kræver politisk handling, mener fagforening
Udgivet:29. juli 2020, 11.00
Læsetid:2 minutter
Der er behov for endnu flere pædagoger i Danmark, end der er uddannes nu, mener formanden for BUPL Elisa Rimpler. Foto: PR-foto
3 år siden
UDDANNELSE Der er i alt optaget 4955 pædagogstuderende på de danske professionshøjskoler. Det går den rigtige vej, men det er langt fra nok til at imødekomme fremtidens behov.
Det mener BUPL, som er en fagforening for pædagoger. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.
Argumentet for flere pædagoger er at: Flere småbørn og minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver - samt kravet om høj kvalitet i de pædagogiske tilbud - kræver mange tusinde flere pædagoger. BUPL foreslår national rekrutteringsplan.
- Vi kommer ikke udenom, at behovet for pædagoger er støt stigende, siger BUPL-formanden Elisa Rimpler i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Allerede i dag er der kommuner, der har mere end svært ved at rekruttere pædagoger. Derfor er årets optag en lunken omgang set i forhold til det historisk høje optag generelt. Det kalder på en politisk plan, der både kan løfte det akutte behov for at rekruttere og uddanne endnu flere pædagoger på den korte og lange bane.
Investerer mere
Ifølge BUPL bør man først og fremmest investere i pædagoguddannelsen, så den bliver mere attraktiv, både når det gælder indhold og studiemiljø. Uddannelsen står i år foran en meget afgørende evaluering, og det skal udnyttes til en ny start.
- De studerende på pædagoguddannelsen skal mødes med høje forventninger, højt timetal og kvalificeret feedback. Det skal omfatte tætte relationer mellem de studerende og underviserne og gøre op med praktikophold, hvor de studerende bliver brugt som rå arbejdskraft for at få vagtskemaet til at hænge sammen ude i institutionerne, siger Elisa Rimpler.
- Pædagoguddannelsen har gennem mange år været underfinansieret med det laveste tilskud per studerende af alle videregående uddannelser. I forbindelse med finansloven for 2020 fik pædagoguddannelsen en tiltrængt saltvandsindsprøjtning på 145 millioner kroner. Det er helt nødvendigt, at det taxameter-løft bliver permanent, understreger BUPL-formanden.