112

Uheldigt møde

18. november 2020, 07.47

Politi. Politistation. Politibil. Peberspray. Udrykning. Alarm. 112. Foto: Martin Ballund

IKAST Somme tider er man bare på det helt forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Det må en 22-årig kvinde fra Skarrild sande efter et møde med en politipatrulje tirsdag først på eftermiddagen.

Her kom hun ved 13.45-tiden i sin personbil kørende ad Tværgade i Ikast. Det samme gjorde en af politiets patruljer, der rent rutinemæssigt besluttede sig for at standse hende.

Betjentene bad forgæves om at se kvindens kørekort, men sådan et var hun ikke i besiddelse af. Samtidig fik man mistanke om, at den unge bilist var påvirket af et eller andet, og mistanken blev til vished, da alkometeret slog ud for flere ulovlige stoffer. Kvinden blev herefter anholdt og ført med til udtagning af en blodprøve.

Under en ransagning stødte politiet i øvrigt på en ulovlig kniv, som man fandt i kvindens taske.

Efter blodprøven blev den 22-årige løsladt, men sigtes for narkokørsel, overtrædelse af knivloven samt kørsel uden kørekort.