Alice Rinder lukker og slukker

Hun er den sidste leder af en selvstændig FOF-afdeling i Ikast - hun stopper efter 36 år

Udgivet:01. august 2022, 07.00

Læsetid:3 minutter

Efter samfulde 36 år i spidsen af FOF Ikast takker Alice Rinder af.Foto: Tom Laursen

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

AFSKED Alice Rinder er en vedholdende og trofast kvinde, der ikke sådan løber af pladsen.

I 2006 tog hun afsked med kontoret hos forsvaret i Karup efter 43 års virke.

Og fra 1. august forlader hun jobbet som skoleleder for FOF i Ikast - et hverv hun har taget vare på i 36 år.

Alice Rinder bliver samtidig den FOF-leder i Ikast, der med hendes farvel ophører som en selvstændig afdeling.

- Det var vanskeligt at forlige mig med i starten, men nu har jeg affundet mig med det, siger hun.

Hendes afløser var ellers fundet og var stort set sat ind i de mange arbejdsopgaver, da hun sprang fra. Dermed bliver der her ved indgangen til en ny sæson sat punktum for FOF (Folkeligt Oplysnings Forbund) i Ikast, der bliver en den af Herning-afdelingen.

77-årige Alice Rinder har livet igennem boet i Ikast og lever i dag i det hus på Kongevejen, som hendes bedsteforældre boede i, og hvor hun tilbragte en stor del af barndommen.

- Du kan godt

I dag deler hun huset med katten Mylle, der kom løbende til for syv år siden.

- Jeg havde en puddelhund dengang, og de blev de bedste venner, fortæller Alice Rinder.

Siden er hunden død, men Mylle er der stadig.

Efter handelsskolen kom Alice Rinder i kontorlære hos Wichmann-Madsen og fik tilbud om at fortsætte her, efter hun var udlært.

- Men så henvendte forsvaret sig og ville gerne have mig som varslingsoperatør. Det sagde jeg nej til. Kort efter ville de så have mig kontoret, og så sagde jeg ja, fortæller Alice Rinder.

Hun blev udpeget skoleleder for FOF i 1986, hvor hun overtog tøjlerne fra Anne Marie Mosegaard.

- Det var den daværende formand for FOF, læge Ulla Bertelsen, der overtalte mig. Jeg kendte i forvejen lidt til FOF, idet jeg havde deltaget i et par af kulturrejserne, fortæller Alice Rinder, der dengang ikke havde fantasi til at forestille sig, at hun dengang sagde ja til 36 års lederskab.

- Jeg startede hos FOF med at deltage i et par kulturrejser. Turen gik til blandt andet Frankrig og Italien. Det var nogle store oplevelser. På et tidspunkt spurgte Ulla Bertelsen mig, om det ikke var noget for mig at blive leder. Du kan godt, betonede hun, erindrer Alice Rinder.

Det blev så indledning til 36 spændende FOF-år, der dog ikke holder op på grund af hendes afsked som leder.

Alice Rinder regner således med at fortsætte på det litteraturhold, hvor man hver uge drøfter litteratur på biblioteket.

FOF bag meget godt

Det er formentlig de færreste der tænker over det i det daglige, men FOF i Ikast er faktisk årsagen til, at rigtig mange gode ting er blevet til noget.

Der var som nævnt de berømte kulturrejser, der i starten fandt sted i påskedagene, men siden blev gennemført i forsommeren i en bus fra Brøchner og ofte med lektor Tønnes Bekker Nielsen fra Århus som en kompetent guide.

- Vi satte som regel grænsen ved 35 deltagere, så der var god plads i bussen, fortæller Alice Rinder.

Kulturturene bragte Ikastboerne til blandt andet Frankrig, Italien, Berlin og Wien.

Men det var også på initiativ fra FOF at koret Den Totale Dekadence blev skabt, ligesom studiekredse hos FOF skabte grobund for ældreboliger i midtbyen, musikskolen og Bakkehuset.

Alice Rinder kan se tilbage på 36 spændende FOF-år.

- Der har undervejs været lidt pres på, når jeg selv skulle skrive program samt få puslespillet med hold og lærere til at gå op, men det er jo gået, fortæller den afgående leder.

I den forbindelse retter hun en tak til de mange lærere og kursister, som hun har mødt på vejen. Det samme er tilfældet med gode samarbejdspartnere som eksempelvis biblioteket, Sundhedscentret og Ruskjærholm.

Der er i løbet af de mange år sket en ændring i de fag, som kursisterne søger.

- Tidligere var det meget sprog, men nu er det i øget udstrækning blevet kropspleje og kost, der er i højsædet, når der skal laves hold, siger Alice Rinder.