10 store vindmøller på vej i Ulkær Mose

FEM KVADRATMETER | Fem kvadratkilometer bliver lokalplanlagt til at huse ti 150 meter højde vindmøller

Udgivet:20. juni 2012, 13.02

Læsetid:2 minutter

Laila Kempel

PROJEKT| Planen om at stille vindmøller op i Ulkær Mose er nu kommet et skridt nærmere. På baggrund af en konkret ansøgning har økonomiudvalget på sit seneste møde besluttet at lokalplanlægge et fem kvadratkilometer stort område til vindmøller.

Der er tale om et konkret projekt med i alt 10 vindmøller, som alle er af den store slags på 150 meter.

Møllerne er så store, at de vil kunne ses fra Ikast og derfor lægges der op til, at de stilles op på en lige linje.

- Vindmøller kan ses og derfor er det vigtigt, at de bliver placeret i landskabet på en ordentlig måde, siger borgmester Carsten Kissmeyer.

Han understreger dog, at vindmøllerne vil blive placeret så de ligger udenfor støjzonen i forhold til de boliger der er i området.

70 procent forsyning

Ikast-Brande har flere vindmølleprojekter på beddingen blandt andet i Tykskov ved Ejstrupholm og på Københavnerheden.

Faktisk lægges der op til vindmølle-projekter der på sigt vil dække omkring 70 procent af energiforbruget i Ikast-Brande.

- Sideløbende er vi også i dialog med både Vejle Kommune og Vejdirektoratet omkring opsætning af vindmøller langs motorvejen fra Brande mod Give, fortæller Carsten Kissmeyer.

Vejdirektoratet er blandt andet gået væk fra en sikkerhedszone på fire gange møllens højde til kun en gange højde.

- En af de store udfordringer har været, at vindmøller kan kaste med is, men udviklingen er nu så langt, at vindmøllen selv registrer, hvis vingerne er overiset og derfor vil stoppe, forklarer Ikast-Brande borgmesteren.

Han kan dog berolige med, at selvom der er flere vindmølleprojekter på beddingen så vil de nye møller være så effektive, at der vil være færre vindmøller i Ikast-Brande Kommune end da der var flest.