Én sejr fra kvartfinalen: HIH gik målamok i europæisk sejr

HIH-kvinderne løb ungarske Váci over ende og fører nu European League-puljen

6. februar 2021, 13.40

Helene Fauske var storspillende mod ungarske Váci og blev kampens spiller med hele 12 mål og adskillige flotte assists. Nordmanden var en del af et velsmurt midtjysk angrebsspil. Foto: Flemming Hansen

HÅNDBOLD Fuld fart og kontraløb på stribe. Sådan lød opskriften på forhånd fra cheftræner Kasper Christensen, og på banen leverede hans spillere, præcist hvad han bestilte.

Herning-Ikast Håndbold vandt lørdag eftermiddag 39-29 efter 19-13 ved pausen over ungarske Váci NKSE i EHF European League.

HIH var på intet tidspunkt bagud, men ungarerne fulgte fint med i de første 19 minutter af opgøret, selv om de tidligt fik deres foretrukne playmaker, den ungarske landsholdsspiller Rita Lakatos, skadet. På det tidspunkt var stillingen 11-10 til Herning-Ikast.

Men forskellen i tempo, bredde og kondition blev ekstra synlig i halvlegens sidste del. HIH trykkede speederen i bund med playmaker Helene Fauske ved rattet og styrede en seks-måls-føring til pause. 19-13 lød de sikre cifre.

Billedet gentog sig i en vis grad i anden halvleg. Váci, der ligger nummer seks i den ungarske liga, matchede HIH i de første 10 minutter. Men i resten af opgøret blev gæsterne udstillet og til tider ydmyget af Herning-Ikast-spillernes højere tempo og tekniske sikkerhed i både kontrafasen og det etablerede angrebsspil. Enkelte scoringer i tomt net bidrog også til målfesten.

Angrebsspillet bød på lækre tekniske detaljer. Men det var også på en lidt billig baggrund overfor en flok ungarske spillere, der virkede opgivende i forsvarsspillet.

Forsvarsmæssigt var HIH’s præstation mindre prangende, men det var heller ikke påkrævet på dagen.

Corona-restriktioner driller puljen

Sejren sender Herning-Ikast op på førstepladsen i Gruppe A i EHF European League med seks point for fire kampe. Paris 92 har fire point for bare to kampe, mens Váci har to point, og russiske Zvezda Zvenigorod er indtil videre uden point.

Paris 92 og Zvezda har indtil videre udskudt deres indbyrdes kampe fra forrige spillerunde og denne runde på grund af franske indrejse-restriktioner over for rejser fra Rusland.

Det ventes, at de franske kvinder bliver taberdømt i de kampe, hvis de ikke kan gennemføres. Det vil skabe ny spænding i puljen, hvor Paris 92 og HIH ellers har vist sig som de to stærkeste hold indtil videre.

Næste kamp i puljen venter på søndag i næste uge, når Herning-Ikast spillet på udebane mod Zvezda. Inden da venter der en topkamp i den danske liga. HIH får besøg af Odense Håndbold på onsdag.