
Varmeregning bliver 2000 kroner lavere
Eniig Varme har lagt budgettet for 2019, og kunderne kan som forventet se frem til en lavere regning
Udgivet:16. december 2018, 05.00
Læsetid:2 minutter
Eniig Varme bebuder et fald i varmeregningen i 2019. Foto: Eniig Varme
4 år siden
HERNING I foråret meldte Eniig Varme ud, at selskabet havde vundet en skattesag om 70 millioner kroner, som skulle sendes retur til de 19.000 fjernvarmekunder i Herning-Ikast-området.
Pengene var blevet fejlagtigt opkrævet af Skat, efter Eniig Varme i 2012 fik lov til at opkræve 282 millioner i forrentning af selskabets indskudskapital.
Tilbageførelsen af de 70 millioner kroner udløser en ekstra rabat for kunderne, og med et nyligt fastlagt budget for 2019 kan Eniig fastslå, hvor stor besparelsen bliver.
Som forventet vil en gennemsnitlig husstand på 130 kvadratmeter spare cirka 2000 kroner på varmeregningen i 2019 - svarende til det samlede arealbidrag for 2019.
Tilbagebetalingen er faktisk allerede begyndt, da Eniig Varme også giver en rabat på arealbidraget i fjerde kvartal af 2018.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Nybyggeri giver sikkerhed
Som en konsekvens af den nye varmeaftale med Ørsted, som blev underskrevet i april 2017, er byggeriet af et røggaskølinganlæg på Herningværket i fuld gang.
Det sættes efter planen i drift midt i 2019, samtidig med at den nye varmeaftale træder i kraft, og det skal give en mere effektiv udnyttelse af brændslet med mindre sårbarhed over for prisstigninger på brændsel.
Med det nye anlæg vil Herningværket kunne levere den samme mængde varme i Herning, Ikast og Sunds som i dag, men med et brændselsforbrug, der er cirka 20 procent lavere.
Eniig Varme fremhæver i denne sammenhæng, at den netop vedtagne lov, der fjerner tilskuddet til el produceret på biomasse, ikke får betydning for fjernvarmekunderne i Herning på grund af varmeaftalen med Ørsted.
- Den nye 15-årige varmeaftale med Ørsted giver ro langt ud i fremtiden. Det er positivt for varmekunderne både i forhold til pris og bæredygtighed, forklarer Hans Okholm, som er bestyrelsesformand i Eniig Varme.
Flere nye kunder
Ifølge Eniig produceres mere end 90 procent af varmen i Herning på biomasse, og den samlede pris for fjernvarme til et standardhus på 130 kvadratmeter er i 2019 på cirka 9500 kroner.
Bor man i et nyt hus på 130 kvadratmeter, som er isoleret efter gældende bygningsreglement, vil den årlige pris for fjernvarme være mindre end 8000 kroner.
Eniig Varme oplyser, at selskabet i 2018 for femte år i træk oplever, at antallet af nye tilslutninger stiger.
- Det ser vi som et klart tegn på, at fjernvarmen i Herning er et attraktivt produkt med høj grad af komfort sammenlignet med andre opvarmningsformer, siger Hans Okholm.


Varmekunder får 70 millioner skattekroner retur

