
Mangel på pladser i vuggestue og dagpleje
Efterlysning af dagplejere samt etablering af midlertidige vuggestuer
Udgivet:23. marts 2023, 19.00
Læsetid:1 minut
Uhrhaven i Uhre er den seneste børnehave, der har fået vuggestuepladser. Nu opfordres flere daginstitutioner til at følge trop, så man kan løse et akut pasningsbehov blandt kommunens yngste. Foto: Merete Riis Jensen
2 måneder siden
IKAST-BRANDE Dagtilbudsområdet er i øjeblikket udfordret.
Frem til sommerferien står man faktisk og mangler pasningspladser til over 50 børn i alderen nul-tre år.
- Vi skal nok løse det, men det kan godt være, at man ikke kan få sit barn passet lige om hjørnet, siger Annette Mosegaard (K), der er formand for børne-, kultur- og fritidsudvalget.
Der mangler pladser i såvel vuggestuer som i dagplejen. I bestræbelserne på at løse den øjeblikkelige situation arbejder forvaltningen på nogle ekstraordinære tiltag.
De går blandt andet på at åbne en midlertidig småbørnsgruppe i Isenvad med plads til seks-otte børn samt etablere en vuggestuegruppe i Børneby Øster med plads til op til 10 børn. Den kan så rykke med til Lysholt, når børneinstitutionen åbner her.
Der er også planer om at etablere vuggestuegrupper i Børnehaven Hyldgård og daginstitutionen Lægdsgård med plads til 10-12 børn.
Hertil kommer, at der netop er etableret vuggestuepladser i tilknytning til Uhrhaven ved Uhre Friskole.
I øvrigt er øvrige dagtilbud blevet opfordret til at undersøge muligheden for at etablere nye vuggestuepladser.
- Samtidig tager vi med åbne arme mod nye dagplejere. Vi vil gerne rekruttere endnu flere, end tilfældet er i øjeblikket, siger Annette Mosegaard (K).