Hvide afgrøder på vintermarken

Flemming Thulstrup

Journalist| flt@ikastavis.dk

IKAST-BRANDE Gennem de seneste år har man kunnet konstatere masser af liv på de lokale marker ved vintertide.

Hidtil har de ligget golde hen og blot ventet på, at forårssolen skulle sørge for, at afgrøderne kunne spire og forvandle brunt til grønt.

Nu lyser der imidlertid store hvide totter op, og de bevæger sig endda.

Der er ikke tale om overdimensionerede bomuldsplanter, men derimod om større eller mindre flokke af sangsvaner, der i vintermånederne erobrer det meste af Danmarks marker.

Fænomenet har siden årtusindeskiftet taget til, og det skønnes, at omkring 25.000 sangsvaner hvert år tager turen fra de iskolde sibiriske sletter og lander i dannevang, hvor temperaturerne alt andet lige er mere behagelige. De milde vintre betyder også, at der er masser af føde til de sultne svaner.

Hoverende trompeter

Mens ornitologerne klapper begejstret i hænderne over de relativt nye vintergæster, så er begejstringen anderledes dæmpet i landbruget, hvor mangen en bondemand må se sine vinterafgrøder forsvinde ned gennem svælget på de langhalsede fugle. En mark med et par hundrede svaner kan snart sætte en marks afgrøder til, ligesom de store andefødder tramper markerne ned.

Når flokken af sangsvaner er landet på marken, er det vanskeligt at skræmme dem bort. Landmænd har uden den store virkning forsøgt sig med både gaskanoner og skræmmeskud, men uden den store effekt.

Efter at have forsynet sig letter svaneflokkene typisk med hoverende trompetérlyde - heraf navnet sangsvaner - og sætter kursen mod en sø eller lignende, hvor de så overnatter i sikkerhed for ræven eller endog ulven.

Sangsvanen er på størrelse med vores nationalfugl, knopsvanen, men den adskiller sig ved, at halsen er mere rank, og at sangsvanen er forsynet med et gult næb med en sort spids.