Anden gang på en uge: Endnu en vuggestue ramt af covid-19

En medarbejder fra vuggestuen i Ejstrupholm Børnehus er testet positiv for covid-19, og vuggestuen er lukket frem til mandag. Foreløbig ingen tegn på sammenhæng med smittetilfældet i Bording

25. juni 2020, 07.30

De to vuggestuer ramt af covid-19 ligger med godt 30 kilometers afstand i kommunen, og ifølge de nationale myndigheders opsporingsstrategi har de to tilfælde ingen umiddelbar relation; de to medarbejdere har ingen fælles kontakt­flader, og de bor forskellige steder, lyder det fra Ikast-Brande Kommune. Datawrapper-grafik: Thomas Vang Nielsen

EJSTRUPHOLM For anden gang inden for en uge er en lokal vuggestue ramt af et tilfælde af covid-19. I går genåbnede vuggestuen i Bording Børneby efter at have været lukket en uge, fordi en medarbejder var blevet testet positiv for covid-19, og nu er det vuggestuen i Ejstrupholm Børnehus, som må lukke ned.

Her er 14 børn og 6 medarbejdere blevet sendt hjem, bekræfter daginstitutionsleder Marianne Nielsen over for Herning Folkeblad.

- Medarbejderen blev testet positiv i mandags. Alle medarbejdere skal testes to gange, før de kan vende tilbage. Første test var i tirsdags, hvor samtlige resultater var negative, mens næste test finder sted i dag, siger Marianne Nielsen.

Ringe risiko for smittespredning

Ejstrupholm Børnehus er en del af Højderyggens Daginstitution, som også Skovhuset i Nørre Snede, Regnbuen i Hampen og Børnehuset i Klovborg hører under. Derudover er Ejstrupholm Børnehus delt op på to matrikler med en afdeling på Lærkevej og en på Vestergade.

Risikoen for, at de øvrige afdelinger er ramt af smitte, er ifølge institutionslederen lig nul.

- Det kan ikke lade sig gøre, for afdelingerne har ikke noget med hinanden at gøre. Vi har allerede tidligt på foråret indført rettidig omhu i form af corona-restriktioner, som sikrer, at børn og personale fra de respektive huse ikke møder hinanden, siger Marianne Nielsen.

Daginstitutionslederen tilføjer, at hun ikke regner med at se nogen risiko for børn og medarbejdere i de øvrige børnehuse i de andre byer.

- Jeg tænker, at der overhovedet ikke er nogen risiko. Man kan sige, at vi havde bestyrelsesmøde samme aften, som vi fik at vide, at en medarbejder var testet positiv. Men de to medarbejdere, der var med til bestyrelsesmødet, har ikke haft kontakt overhovedet til vuggestuen, siger Marianne Nielsen.

Satser på genåbning mandag

Hun tilføjer, at den smittede medarbejder skal blive hjemme i syv dage.

- Hun har ikke symptomer, og hun er det, man kalder en rask smittebærer, forklarer Marianne Nielsen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal børn ikke testes. Forældrene har imidlertid fået at vide, at de skal holde øje med symptomer. Når medarbejderne er blevet testet anden gang senere i dag, kan ventetiden være op til 72 timer, før et svar ligger klar.

- Vi vil omkring søndag aften afgøre, hvorvidt vi kan genåbne igen mandag morgen, men det satser vi kraftigt på, fortæller Marianne Nielsen.

Ingen sammenhæng

I Ikast-Brande Kommune er beredskabet ved risiko for smittespredning også trådt i kraft. Her kan direktøren for Børn og Fællesskaber, Rasmus Byskov-Nielsen, i første omgang via tæt samarbejde med de nationale myndigheder slå fast, at der ikke er umiddelbar sammenhæng mellem udbruddet i de to kommunale vuggestuer, som ligger med godt 30 kilometers afstand fra hinanden.

- De to positivt testede medarbejdere har ingen fælles kontaktflader, de bor to forskellige steder, og derfor er der ingen grund til at tro, at de to tilfælde har nogen relation. Der er efter al sandsynlighed tale om tilfældigheder, at de begge arbejder i en vuggestue. Den del har de nationale myndigheder også fuld kontrol over, siger Rasmus Byskov-Nielsen.

- Derudover følger vi i kommunen naturligvis også alle nationale retningslinjer og strategien for håndteringen af situationen, tilføjer han.