
Politiet »jagtede« ham i drivhuset
Morten »Kok« Thomsen kastet ud i en sag om hvidvask - fordi han afleverede over 50.000 i banken
Udgivet:03. oktober 2018, 15.19
Læsetid:2 minutter
Morten »Kok« Thomsen i sit drivhus, hvor bagmandspolitiet også søgte efter ham. Foto: Laila Kempel
5 år siden
IKAST Han stod under sin ferie i Bulgarien denne sommer - og erfarede, at han var efterlyst af bagmandspolitiet i Danmark.
Morten »Kok« Thomsen - indehaver af Noli i Ikast - havde, inden han tog på ferie, afsluttet et større middagsselskab i Brande og fik betalt fakturaen på 52.292 kroner i kontanter.
Dem afleverede han i sin bank, Handelsbanken i Ikast, og så rullede hvidvask-snebolden.
Man må nemlig ikke, siger reglerne, som erhvervsdrivende ligge inde med og aflevere over 50.000 i kontanter.
En bank er nødt til at anmelde den slags, og en dag - mens Morten var på ferie - rejste to politifolk fra bagmandspolitiet til Ikast og »jagtede« Morten Kok, blandt andet ved et besøg i privaten og i hans drivhus. Han kunne jo have gemt sig her, som de forklarede.
- Jeg var ved at trimle ned ad bakken i Bulgarien, da jeg erfarede, hvad der var sket, sagde Morten Kok til Herning Folkeblad i sidste uge.
Han forsøgte at forklare, at han havde handlet i god tro og ikke anede, at han havde gjort noget ulovligt. - Jeg kunne jo fremvise en faktura på beløbet.
Men intet hjalp.
Og kort efter modtog restauratøren et bødeforlæg på 10.000 kroner. Tre gange så meget i forhold til de 2.992 kroner, han havde for meget med i banken.
Den sag har Morten Kok Thomsen nu besluttet at gå i retten med. Han har det rigtig skidt med at stå som en kriminel, der har gjort sig skyldig i hvidvask.
Han fik godt nok en besked i sin bank, om at den var nødt til at anmelde det. Men en bankrådgiver mente ikke, det var et problem.
Det synspunkt ændrede bankens chefjurist senere.
- Jeg fik nærmest at vide, at jeg var dybt kriminel, fordi jeg havde over 50.000 i kontanter, og at »jeg burde vide bedre«, fortæller Morten Kok.
Handelsbankens direktør i Herning - tidligere i Ikast - Arnth Stougaard - siger, at Handelsbanken som alle andre banker har stor fokus på hvidvask.
- Vi har et regelsæt, vi skal følge, siger han.
Vi har også spurgt vicestatsadvokat ved Bagmandspolitiet, Helle Sørensen.
Hun siger:
- Ifølge dansk lov,så hvidvasker man penge, hvis man som virksomhedsejer med cvr-nummer modtager mere end 49.999 kroner. Loven er ikke til diskussion.
- Om du er bilforhandler eller restauratør - gør du dig derved skyldig i hvidvask. Og du har som virksomhedsejer pligt til at kende loven.
Morten Kok skulle vist bare have taget de 2.993 kroner med i feriepungen ...