Samtalen kan skabe plads til både sorgen og glæden

AF TROELS WITTER

troels@fgk.dk

SAMTALEN 23. februar 2022 er en dato, som Christiane Johansen fra Engesvang altid vil huske.

Det var den dag, hendes mor døde af kræft.

I det år, der er gået siden, har den 13-årige pige arbejdet med de mange følelser og tanker, som dukker op, når man mister sin mor, og det gjorde det i perioder svært at følge med i skolen og finde pladsen i fællesskabet med kammeraterne. Derfor kontaktede Christianes far diakonipræsten i Ikast for at høre, om der var mulighed for at få hjælp fra den kant. Siden november har Christiane hver onsdag haft en time sammen med diakonipræst Birthe Møberg, hvor de to har opbygget en særlig relation gennem de mange samtaler om det, der har været så svært at bære, når man er en 13-årig pige, der savner sin mor.

Har fået meget ud af det

- Jeg synes, at jeg har fået rigtigt meget ud af det. Det har været rart at kunne snakke med én, der hverken er min far, mine lærere eller mine kammerater. Jeg synes, det har været godt at kunne tale med én, som jeg ikke er tæt sammen med hele tiden, siger Christiane. Selv om både far, lærerne og kammeraterne har været gode at tale med, så har samtalerne med diakonipræsten alligevel haft sit helt eget fortrolige rum, hvor Christiane har kunnet sige noget af det, der har været svært at tale om andre steder.

Hun var lidt overrasket, da hendes far fortalte hende, at hun skulle tale med en præst.

- Jeg var da spændt på, om hun havde mange regler, og om hun var meget kristen, for det er jeg ikke selv. Men det var noget helt andet, end jeg troede, fortæller Christiane.

Monsteret på tavlen

Samtalerne foregår i et lille rum på Engesvang Skole. Her er ikke meget – men der er en tavle, der har spillet en helt særlig rolle i samtalerne. Christiane er god til at tegne, og hun har brugt tavlen til at sætte streger og farver på nogle af de følelser, der har fyldt. For eksempel et ”monster”, der bor i kælderen under alle de gode minder, Christiane har om sin mor. Monsteret er sorgen, som med skarpe tænder og smalle pupiller kan sprede frygt omkring sig, men som efter en ordentlig krammer får hjerteformede pupiller og falder til ro igen. Monsteret forsvinder ikke, men det kan komme til at virke venligt, når man giver det opmærksomhed.

For sorgen forsvinder ikke. Man kommer ikke igennem den eller over den, men man kan lære at leve med den og se den og holde den i ro – som et monster i kælderen, der skal have en krammer ind imellem.

Tavlen har også været brugt til at skrive fortællingen om Christiane om hendes mor. Også om alle de ting, de to har haft sammen, som har været dejlige, varme og sjove, for dem skal man kunne huske for at kunne bygge de gode minder for fremtiden. Ved afslutningen af hver samtale er tavlen blevet fotograferet, så tankerne ikke bliver glemt.

Sorgen stopper ikke

Det var også på tavlen, at Christiane skrev en sætning, som gjorde et stort indtryk på Birthe Møberg, der har arbejdet meget med at hjælpe børn og voksne til at sætte ord på de svære følelser.

- Det er meget mere end at være ked af det. Det er en smerte, skrev Christiane på tavlen, og det er formulering, som Birthe Møberg har taget videre med sig i sit arbejde, for sætningen beskriver nemlig meget godt, hvad det er for en situation, man som 13-årig pludselig kan føle sig så alene i.

- Sorg stopper ikke bare, og det er vigtigt for os alle sammen at have nogen omkring os, som vi kan have sorgen sammen med. Vi skal som voksne stå på fortrappen og tage imod børnene og følges med dem ind i deres virkelighed. For ellers sniger børnene sig ind af bagdøren, og hér er der ikke nogen til at tage imod dem - og så kan livet blive meget ensomt, siger Birthe Møberg.

De må gerne spørge

Når det ind imellem var svært for Christiane at være i skolen, var det nogle gange fordi, at livet gled videre, som om intet var hændt. Men midt i hverdagen sad Christiane med sin sorg, som fyldte i hende hver eneste dag. Derfor har en del af samtalerne også handlet om, hvordan hun kunne finde en plads til sorgen i et liv, der også skal rumme veninder, klassekammerater og alt muligt andet, som man som 13-årig har omkring sig.

- Jeg vil gerne have, at mine kammerater stiller spørgsmål og for eksempel spørger mig, hvordan jeg har det. De må meget gerne spørge, og hvis jeg ikke har lyst til at tale om det, skal jeg nok sige fra, siger Christiane.

Man må også gerne være glad

Hun har mærket, at det er blevet nemmere for hende at være i skolen. De ængstelige sommerfugle, hun mærkede i maven, når hun gik over parkeringspladsen til skolen, er blevet færre. Men hun har stadig brug for samtalerne med diakonipræsten, og om ikke så længe skal hun også være med i en børnesorggruppe sammen med sin lillebror og fem andre børn, der har mistet en far eller mor. Det er hun spændt på, men hun har en fornemmelse af, at hun måske også kan være med til at fortælle andre børn om, hvordan det er at leve med en sorg, man mærker hver eneste dag – og måske kan hun endda være med til at hjælpe dem videre med sin egen fortælling. I hvert fald har hun et meget konkret råd til andre børn, der som hende pludselig har mistet en af dem, de holdt allermest af.

- Selv om man er ked af det, skal man altid huske, at man også gerne må være glad ind imellem og gøre nogle af de ting, man har været glad for at gøre sammen med sin mor eller far, siger Christiane.