Lufthavnspenge frigivet: Ikast-Brande Kommunne sender 400.000 kroner mod Karup

På baggrund af en såkaldt borgmester-beslutning har Ikast-Brande Kommune udbetalt sin del af kapitalindskuddet til Midtjyllands Lufthavn i Karup for 2021

30. marts 2021, 10.48

Midtjyllands Lufthavn har ikke haft mange gæster i løbet af 2020 og 2021. Foto: Pia B. Jakobsen

LUFTHAVN Ikast Brande Kommune sender 400.000 kroner af sted mod Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Tilskuddet en del af det budgetforlig, der blev indgået sidste efterår.

Egentlig skulle Ikast-Brande Kommunes andel af kapitalindskuddet på baggrund af kommunens ejerandel på 9,32 procent have udgjort 559.200 kroner, men i slutningen af 2019 fik borgmester Ib Lauritsen (V), der på daværende tidspunkt vikarierede for en sygemeldt Frank Heidemann Sørensen (S) som Ikast-Brande Kommunes repræsentant i lufthavnsbestyrelsen, forhandlet Ikast-Brandes andel ned til de 400.000 kroner for hver af årene 2020 og 2021.

Siden 2012 har lufthavnens ni ejerkommuner, heriblandt Ikast-Brande, årligt måttet indskyde millionbeløb for at holde den kronisk underskudsgivende lufthavn i luften.

Ikast-Brande Kommunes andel af kapitalindskuddet har typisk udgjort omkring en halv million kroner årligt, og har jævnligt givet anledning til politiske diskussion i byrådet, men i 2019 accepterede de øvrige ejerkommuner en ny beregningsmodel, hvor der også tages højde for befolkningstal, antal brugere og transaktioner.

Få fly i luften

Som for de fleste andre lufthavne har corona-restriktionerne gennem det meste af 2020 været hårde ved Midtjyllands Lufthavn, som i en periode på fem måneder fra marts til august nærmest ikke havde nogle flyafgange eller -ankomster overhovedet. Den 10. august blev flyvningerne til og fra København så genoptaget blot for at blive lukket ned igen halvanden måned senere uden udsigt til genoptagelse inden årets udgang.

Denne anden nedlukning varede frem til 2. november, hvor DAT, som beflyver ruten, genoptog flyvningerne til og fra København, men ved årsskiftet måtte flyvningerne endnu engang indstilles, fordi den statslige støtteordning, der var med til at holde liv i ruten, udløb.

Aktuelt er en genoptagelse af flyvningerne udsat til starten af maj.

Branchemagasinet CheckIn kunne i januar oplyse, at lufthavnen i Karup mistede cirka 75 procent af passagererne i 2020, og at underskuddet, som skal dækkes af de ni ejerkommuner, havde kurs mod 12-15 millioner kroner i runde tal svarende til en fordobling af underskuddet i 2019.