
Biblioteker går sammen: »Danmarks største vælgermøde« i Brande
Udgivet:18. oktober 2021, 14.22
Læsetid:1 minut
Det er ikke mange måneder siden medarbejderne på Ikast-Brande Bibliotek flyttede ind i Artium. Foto: Tom Laursen
1 år siden
VALG Forud for kommunalvalget den 16. november indbyder Ikast-Brande Bibliotek til at deltage i »Danmarks største vælgermøde«, som afholdes på Danmarks folkebiblioteker på samme tid i hele landet, tirsdag 26. oktober.
Denne aften inviteres byrådskandidater og medborgere til en dialog om vores fælles fremtid her i kommunen. Om hvordan vi sammen kan bidrage til en bæredygtig fremtid, og om hvordan vi som borgere kan bruge bibliotekerne til at engagere os i FN’s Verdensmål i hverdagen.
De seneste år har der været fokus på FNs 17 Verdensmål, der tilsammen skal sætte vores kurs mod en mere bæredygtig fremtid - nationalt og lokalt.
Vi ønsker alle en bæredygtig fremtid, men hvordan ser den egentlig ud, og hvordan når vi dertil?
- Her har bibliotekerne en vigtig rolle i kommunerne som borgernes indgang til FNs Verdensmål og i forhold til at skabe rammer om den lokale debat og handling, lyder det fra arrangørerne.
Lone Belling, Liv og lederskab, skal lede aftenens program.
De aktuelle spørgsmål, der skal drøftes er:
»Hvordan sikrer vi det folkelige engagement i en bæredygtig fremtid?«
»Hvilke er de vigtigste Verdensmål for os her i Ikast-Brande?«
Her har borgere chancen for at møde nogle af de lokalpolitikere, der stiller op ved kommunalvalget i november.
Arrangementet afholdes på Artium Skole og Kulturhus, Brande, Hyvildvej 16 – Mulitsalen. Der er fri entre, og biblioteket er vært for en kop kaffe undervejs.