Planter i vandrender og flytbare pullerter: Vil skabe liv på Torvet

Udvalg vil skabe liv på Torvet ved at skabe rum for mere leg

Udgivet:04. november 2020, 17.00

Læsetid:2 minutter

Torvet i Ikast virker langt fra indbydende. Der er taget mange initiativer til at skabe liv på den store plads mellem rådhus og kirke, og nu er det besluttet at prøve noget nyt. Foto: Thomas Vang Nielsen

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

IKAST Torvet i Ikast danner et arkitektonisk centrum for Ikast, hvor det skulle myldre med liv.

Byplanlæggerne har uden tvivl drømt om en plads a la Rådhuspladsen i København, der lever døgnet rundt, men det ser noget anderledes ud, når man kaster et blik ned på pladsen fra et vindue i rådhuset.

Pladsen ligger sørgeligt øde hen og indbyder absolut ikke til, at man krydser den gabende tomme arena eller sætter sig ned for at puste lidt ud.

Adskillige forsøg på at skabe liv på Torvet har hidtil lidt en sørgelig skæbne. Det er som om byens borgere nægter at tage byens hjerte til sig og gøre det til deres eget.

I adskillige år har det bare været en nytteløs og ubrugelig plads, flankeret af rådhuset, kirken og Hotel Medi.

Men det skal der laves om på.

På det seneste møde i teknik- og miljøudvalget har man brugt en del tid på at diskutere, hvad man skal stille op med det kedelige torv, og her havde medlemmerne to løsningsmodeller at vælge mellem.

Der var dels det legende torv, hvor der lægges vægt på, at legeelementer skal være den bærende del af Torvet, mens det grønne torv som navnet antyder skulle fokusere på et grønt miljø.

Planter i vandrender

Valget faldt på det legende torv.

- Desuden skulle vi forholde os til springvandet og de vandrender, der omkranser Torvet. Vi har i den forbindelse besluttet os for at tilplante disse render, oplyser udvalgets formand Henrik Engedahl (V).

Hvad angår det legende torv, så vil der blive indkøbt flytbare pullerter, som man kan sidde og hoppe på. Hertil kommer malede trædecirkler på fliserne samt et legehjørne med et par legeelementer i det sydvestlige hjørne af Torvet.

Der vil blive indkøbt omkring 30 pullerter, der sammen med de malede trædefliser er som skabt til en god gang »jorden er giftig«.

I vandrenderne vil der blive plantet sedum.

- Ambitionen er naturligvis, at familier vil finde vej til Torvet og benytte sig af de legemuligheder, der kommer, siger udvalgsformanden.

Hele herligheden må højst koste de 500.000 kroner, der i budgettet er afsat til formålet.

Heraf går godt halvdelen til legeredskaberne i et af Torvets hjørner.

- Nu skaber vi rammerne, men det er jo i sidste ende op til borgerne at skabe liv på Torvet, siger Henrik Engedahl, der regner med, at ændringerne af Torvet vil blive gennemført i løbet af foråret.