
En bramfri borgmester ser tilbage på 24 år i politik
Afsked med en både kontroversiel og samarbejds-søgende Carsten Kissmeyer efter 24 år i byrådet - de 16 som borgmester
Udgivet:27. december 2017, 09.04
Læsetid:9 minutter
Carsten Kissmeyer har altid haft let til latter og smil - selv i modvind. Her sidder han i borgmesterens stol, som han forlader ved årsskiftet. Efter 16 år ved roret. Foto: Flemming Hansen
5 år siden
AFSKED Nogle mennesker trives bedst i lidt modvind og med udfordringer.
Begge dele har været en del af Carsten Kissmeyers politiske liv gennem 24 år. De 16 som borgmester og heraf de 12 i Ikast-Brande Kommune.
Nytårsaften kl. 00 er det slut.
Manden, der blev beskyldt for at gå i laksko, men i øvrigt aldrig har brugt hverken træsko eller laksko, forlader hjørnekontoret på Rådhuset - ikke med vemod, men med visheden om, at meget er lykkedes. Både for kommunen - men også for ham selv personligt.
Den unge handelsskoleinspektør, der tidligt trådte ind som ung Venstre-løve på den kommunalpolitiske scene, har ikke lagt sin ungdommelige latter og direkte facon væk. Han har så til gengæld tillagt sig en hårstil med nærmest ikke eksisterende hårpragt - hvilket nok kan tilskrives, at dåbsattesten trods alt er af ældre dato. 64 faktisk.
Det er sådan, jeg er
- Det er sådan, jeg er, siger Kissmeyer, da lokalpressen i et afskedsinterview kalder ham en kontroversiel borgmester.
- Jeg siger tingene direkte. Jeg har aldrig villet bringe mig selv i en situation, hvor jeg er nødt til at sige noget for at please vælgerne. Jeg siger min mening. Og hvis man siger, hvad man mener, er det nemmere at huske det og lettere at få tingene til at hænge sammen.
De fleste vil huske, at den nyvalgte borgmester i 2005 ikke rystede på hverken hænder eller på stemmen, da han sammen med sit flertal i den berømte konstituering trådte frem på Torvet foran 2000 hujende demonstranter.
- Jeg vil da godt indrømme, at det ikke var behageligt. Det er klart, at der var tre trælse dage, inden det faldt på plads. Men hvis man er ærlig og agerer ordentlig, går det jo. Jeg agerede ordentlig i 2005. Jeg havde en god fornemmelse hos alle partier op til valget, og det vi gjorde umiddelbart efter valget, var at samles for at høre om aftalerne gjaldt som en optakt til konstitueringen. Det tolkede man forkert. Faktum var, at jeg jo havde et flertal, som pegede på mig. Og det er dem, der bestemmer.
Fint samarbejde med Preben
- Nogle har så fejlagtig troet, at jeg har haft et konfliktfyldt forhold til Preben Christensen (Fællesl. - red). Det er bestemt ikke tilfældet. Tværtimod. Vi har haft et godt med- og modspil, der har fungeret upåklageligt, siger Carsten Kissmeyer, der med stor glæde ser tilbage på 12 år, hvor det er lykkes at skabe en unik samarbejdskultur i byrådet, hvor man går efter bolden og ikke efter manden.
- Jeg har været bevidst om ikke at være Venstres borgmester men hele byrådets borgmester. Jeg kan da godt finde på at drøfte emner med min gruppe, men jeg har oftest båret ideer og udspil til for eksempel budgettet direkte ind i byrådet som borgmesterens udspil - ikke som Venstres. Alle skal være med til at sætte et fingeraftryk og kunne se sig selv i det. Hvis det, du kommer med i byrådet, er filet til inden, mindskes andres lyst til at løfte opgaven. Som borgmester handler det om at overbevise sin gruppe om, at de ikke er de eneste i verden.
I et tilbageblik over årene har det - a pro pos budgetter - handlet meget om økonomi og om »nødvendige besparelser«.
Det erkender Kissmeyer.
- Men essensen er, at det er lykkedes. Efter valget i 2009 stod vi med et nyt byråd og en næsten tom kasse. Vi havde under valgkampen et par fugle på taget, som blev taget med i budgetlægningen. Jeg var meget tæt på at anbefale min gruppe at stemme nej til budgettet. Det ville dog se mærkeligt ud i en valgkamp. Men 1. januar landede realismen i det nye byråd, og vi satte gang i en større proces, hvor det har handlet om at styrke kassen for at have et beredskab og hele tiden have det lange lys på.
Vi kan ikke trykke penge
- I dag tror jeg, at både borgere og medarbejdere har accepteret, at vi ikke selv kan trykke pengene og derfor er nødt til at foretage justeringer og besparelser.
Carsten Kissmeyer har i sit årlige nyhedsbrev til pressen skrevet det således om de sidste fire år:
»Den generelle udvikling i beskæftigelsen og den økonomiske aktivitet har i høj grad været særdeles positiv. Man kunne derfor forledes til at tro, at alt så bare er gået af sig selv - det er det ikke! Ikast-Brande er udfordret på driftsøkonomien, i mine øjne uretfærdigt sammenlignet med andre kommuner.«
Sagt direkte og uden omsvøb. Sådan kender vi ham.
Det har været den samme ret direkte og så langt fra floromvundne stil, som Ikast-Brandes borgmester har brugt, når han har talt dunder om ubalancen i Danmark og hængt de cafe latté-drikkende DJØF'er på stenbroen i København ud for at tro, at samfundets værdier og økonomi kun skabes i hovedstaden.
Hvilket - siger Kissmeyer - lang fra tilfældet, idet produktions-Danmark, som skaber økonomien i samfundet blandt andet befinder sig i Ikast-Brande.
Historien om den gule pille
Han sagde også tingene ret direkte - og måske dengang lidt for friskfyr-agtig - i starten af sin embedsperiode, hvor han satte fokus på den voldsomme stigning i udgifterne til handicapområdet - og blev udråbt som borgmesteren, der bare ville give de handicappede en gul pille ...
- Essensen var dengang, at vi kiggede ind i en stigning på 60 millioner på det specialiserede område. Det går jo ikke. Retorikken på det tidspunkt var, at man ikke måtte røre ved handicapområdet. Men vi måtte nødvendigvis tage området med i en snak om prioriteringer. Skulle vi stoppe med at undervise børn eller pleje ældre? Det var en hård tid, men det startede en nødvendig diskussion på landsplan, og i dag er jeg i konstruktiv dialog med handicaporganisationer. Det var jeg ikke dengang!
- Den med pillen voksede som en pressehistorie. Faktum er, at vi på et møde i regionen om psykisk syge kom ind på de voldsomt udadreagerende patienter, som kræver fire mands pleje døgnet rundt. Jeg sagde, at når vi alligevel fylder dem med medicin måske skulle give dem en pille, der gjorde, at vi ikke skulle have fire mand omkring dem og tilkald af G4-vagter. Det blev sagt med et gran af humor - men den slog vist ikke rigtig igennem, husker Carsten Kissmeyer.
Den snarlige eks-borgmester skal tænke sig om for at finde dårlige oplevelser igennem karrieren.
Og det lykkes ham egentlig ikke.
Men den bedste så?
- Det er svært at pege noget ud. Men ser man på starten af vores kommune, var vi presset på arbejdspladser. Vi var ramt af den udfasede tekstilindustri. Vi satte fra starten stor fokus på arbejdspladser, som er forudsætningen for borgerens velfærd.
- Vi blev også tilsmilet af held, og det er lykkedes os finde løsningen for de virksomheder, der ønskede at vokse her, siger Kissmeyer, der konstaterer, at kommunen i dag har flere arbejdspladser end mange andre kommuner.
- Det kan vi være megatilfredse med. Vi har endda befolkningstilvækst, og det er med en boligpolitik om at kombinere almennyttige boliger med private boliger lykkedes med en god bosætning. Vi bliver med andre ord flere i kommunen. Indpendling er en del af det danske arbejdsmarked. Det er ikke dem, der skal skabe bosætning. Det er noget andet, der skal til for at man siger »her er godt at bo«. Vi ligger fantastisk centralt. Hvis man som en familie med ønsker en karriere, er vores infrastruktur spå god i dag, at man kan nå langt omkring.
Selvkørende borgmester
Et af de prædikater, der har hængt ved Kissmeyer, er, at han har været en meget selvkørende borgmester - uden behov for det store embedsmands-apparat og taleskrivere til at tackle de politiske udfordringer. Han kan godt sparre med fagfolk og bede om et par faktuelle powerpoint-slides, men der står ikke tre-fire mænd og kvinder eller en spindoktor ved siden af hans skrivebord for at vejlede ham.
- Det er vel det politiske menneske, jeg i bund og grund er. Jeg har arbejdet 15 år som direktør og har ikke haft behov for at sidde og dirigere rundt med en direktion og de ansatte.
Og fra årsskiftet er det så et næstformands-kontor på regionskontoret i Viborg, det gælder.
Efter hvad han selv betegner som den mest intensive valgkamp nogensinde opnåede han et godt personligt valg - men dog ikke nok til at blive formand for regionsrådet.
- Jeg har det fortinligt med det. Vi kæmpede med næb og klør, og resultatet blev bedre end andre regioner. Jeg glæder mig til arbejdet. Der er masser af poster at fordele i regionen, og jeg har en forventning om at få en af de fem pladser i Danske Regioners bestyrelse. Så der er mange udfordringer forude. Sundhedsvæsenet er et af dem. Det kommer til at fylde meget.
- Jeg betragter mig som en slags oppositionsleder, men jeg har fortalt Anders Künau (socialdemokratisk formand for regionen, red.), at han ikke vil opleve mig som én, der ævler og kævler. Jeg vil gøre som her i kommunen - søge indflydelse og lave løsninger. Det skal ske over et bredt felt med Venstre og Socialdemokratiet, der sidder massivt på et flertal i rådet.
Carsten Kissmeyer flytter ikke fra byen, selv om arbejdspladsen nu ligger i Viborg.
- Det tager jo ingen tid at komme fra Ikast til centrale dele af landet. 40 minutter til Viborg og 20 minutter til Århus Vest - lovligt! Det er fint at bo her i Ikast. Så man vil måske se mig mere i bybilledet. Jeg spillede da vist også golf en gang ....
Det har jeg ikke fortalt før
Og hvordan har den 64-årige det med at træde ud af byrådet efter så mange år?
- Fuldstænding afklaret. Og nu siger jeg noget, som jeg ikke har fortalt før. Jeg sagde til min hustru inden opstillingen til regionsvalget tilbage i maj, at uanset hvordan det faldt ud, var det nok på tide at holde som borgmester. Og i mit hovede fødtes den tanke allerede ved starten af denne periode. Jeg har været i det game her i 24 år og siddet for bordenden i 16 år. Jeg har prøvet det meste og var nået til det punkt, hvor man ofte ender med at sige »det har vi prøvet før«. Jeg er bedre til at virke og udvikle, når der er lidt bøvl, masser af udfordringer og hvor man skal starte med at designe noget forfra. Jeg har lyst til at arbejde flere år, og der åbner sig jo altid en ny dør - når en anden lukkes ...
Og så sender manden, der altid har haft det princip at beskytte sin familie mod offentlighedens søgelys, på falderebet en meget kærlig tanke til hustruen Lene.
- Hun har været en trofast støtte og sikret hjemmefronten gennem de mange år - og med stor interesse for politik har hun været min bedste "rådgiver".
