
Ny handlingsplan skal øge tryghed og trivsel hos LGBT-personer
Der er brug for handling for at sikre LGBT-personers rettigheder i Danmark og globalt, siger minister.
Udgivet:15. august 2022, 12.26
Læsetid:1 minut
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S), ligestillingsordfører Pernille Skipper (EL), ligestillingsordfører Astrid Carøe (SF) og ligestillingsordfører Samira Nawa (RV) præsenterer LGBT+ handlingsplanen for 2022-2025 "Plads til forskellighed i fællesskabet" mandag.
1 år siden
KØBENHAVN Det skal være muligt at dele forældreorlov i LGBT-familier. Det skal være muligt at tildele et nyt personnummer til mindreårige. Og politiet skal have mere viden om hadforbrydelser.
Det er nogle af de i alt 39 initiativer, som en ny handlingsplan, der skal styrke LGBT-familiers rettigheder, indeholder.
-LGBT+børn og -unge skal ikke mistrives i skolen, fordi de er dem selv. Vi skal anerkende, at familier kommer i mange former, og vi skal insistere på, at LGBT+ personer har de samme muligheder og trivsel som alle andre, siger ligestillingsminister Trine Bramsen (S).
- Desværre kan vi se, at det ikke er sådan i dag, og derfor er der i den grad brug for handling. Det gælder både herhjemme og i kampen globalt for LGBT+rettigheder.
LGBT er en forkortelse for Lesbian (lesbisk), Gay (homoseksuel mand), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet).
Det afsluttende + dækker over, at der er tale om en mangfoldig gruppe af ikke-heteroseksuelle og af personer, der ikke identificerer sig med det køn, de har fået.
Regeringen afsatte sammen med SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne i finansloven for i år 24,8 millioner kroner til at finansiere handlingsplanen.
Handlingsplanen fokuserer på børn, unge og LGBT+familier. Blandt andet står der i handlingsplanen, at medfaderskab skal anerkendes i forbindelse med barnets fødsel.
Det betyder, at familier med to fædre ligestilles med familier med to mødre eller med en far og en mor. Sådan er det ikke i dag, men det er et stort flertal i Folketinget med et beslutningsforslag blevet enige om skal ændres.
Med handlingsplanen skal der også sættes ind over for partnervold, seksuelle overgreb og had mod LGBT+personer.
Der skal også med en national handlingsplan arbejdes på at eliminere HIV i Danmark.
/ritzau/