
Multibane indviet: - I krisetider sker der et eller andet i byen
Isenvad har fået en ny multibane, som binder både fritid, foreningsliv og skole sammen. Multibanen er samtidig et bevis på samarbejde, når det fungerer bedst, lyder det fra initiativtagerne
Udgivet:28. april 2021, 11.28
Læsetid:3 minutter
Anders Lindberg, med sønnen Casper, som fik lov at klippe snoren. Til højre ses afdelingsleder på Isenvad Skole, Hanne Bjelke Britorn. Foto: Flemming Hansen
2 år siden
ISENVAD Det sitrer i hele kroppen på 12-årige Casper Lindberg, mens han med alle kræfter forsøger at klippe dét minebånd over, som adskiller ham og resten af Isenvads børn fra at boltre sig på byens helt nye multibane.
- Der er et eller andet galt med den her saks, siger han med et smil og et strejf af frustration, da båndet endelig giver op.
Herefter stormer byens børn ind på multibanen, som skal bruges både i foreningslivet, fritidslivet og i skoletiden.
450.000 kroner har banen kostet, og den står klar efter blot to måneder.
Handling i krisetid
Ideen opstod for halvandet år siden, og 28. februar blev byggeriet sat i gang.
- Det har været et unikt samarbejde med Ikast-Brande Kommune, med Isenvad Sport og Fritid, borgerforeningen samt Isenvad Skole, fortæller en stolt Anders Lindberg.
Han tilføjer, at tanken også opstod, da byens fodboldbørn godt kunne bruge nogle bedre forhold til at spille fodbold om vinteren. Den udfordring er nu løst blandt andet på grund af multinanens kunstgræs.
Anders Lindberg løfter sin hånd op over panden og giver øjnene en pause fra solen. Pauser har han selv derimod ikke holdt mange af den seneste tid. Bag ham ses Sentrum og resten af Isenvad Skole.
- Det her er et godt eksempel på, at i krisetider sker der et eller andet i byen. Planerne om at bygge nyt til skolen opstod i den sidste del af finanskrisen og blev indviet i 2013. Nu har vi gennem en coronapandemi formået at samle byen og få skabt en multibane. Det er jeg stolt af, lyder det fra Anders Lindberg.
Stolt er også Hanne Bjelke Britorn. Hun er afdelingsleder på Isenvad Skole og fremhæver vigtigheden af, at hele byen får gavn af de nye initiativer, som løbende opstår i Isenvad.
- Det er et godt eksempel på samrbejde mellem insitutioner og foreninger i byen, som kommer hele forenings- ogfritidslivet til gavn, og som gør Isenvad til en god by at bo i, fortæller Hanne Bjelke Britorn.
Selv en boldmongol jubler
Børnene på Isenvad Skole nyder at være tilbage fysisk efter en lang tid med hjemmeundervisning. 11-årige Rasmus har sat gang i en fangeleg med et par af klassekammeraterne, da høje barneskrig afbryder legen, mens kagemanden får skåret halsen over.
- Det er lællert med kage, og multibanen er også rigtig fint. Jeg er det, man kan kalde en boldmongol, så jeg spiller ikke så meget fodbold, men mulitibanen kan jo bruges til meget, siger Rasmus med henvisning til netop banens navn.
Isenvad fejrede byens nye samlingspunkt og fejrede videre, at handlekraften og sammenholdet igen bestod.


