Høj fart førte til Tiger Woods-ulykke

Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods kørte op mod 140 kilometer i timen, da hans bil røg af vejen.

8. april 2021, 02.51

Tiger Woods kørte galt nær kystbyen Ranchos Palos Verdes nær Los Angeles i slutningen af februar. (Arkivfoto)

LOS ANGELES Det gik meget stærkt, da Tiger Woods i slutningen af februar kørte galt i sin bil.

Den amerikanske golfstjerne kørte op mod 140 kilometer i timen på et sted, hvor man højst må køre, hvad der svarer til 72 kilometer i timen, da bilen røg af vejen.

Det oplyser Alex Villanueva, sherif i Los Angeles County, på et pressemøde onsdag.

- Den primære årsag til ulykken var at køre med en hastighed, der ikke passede til vejforholdene, samt manglende evne til at håndtere vejens sving, siger sheriffen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ulykken efterlod Woods med alvorlige skader i højre ben.

Ifølge Alex Villanueva er der ingen tegn på, at Woods ikke var i stand til at køre bil eller var distraheret, da ulykken skete. Woods har også selv givet grønt lys til, at resultaterne af undersøgelsen af ulykken kan offentliggøres.

Den 15-dobbelte majorvinder kan have ramt speederen ved en fejl, siger kaptajn James Powers onsdag ifølge AFP. Woods selv kan ikke huske, hvad der er sket.

Alex Villanueva har tidligere sagt, at Woods var "meget heldig" med at overleve ulykken. Woods er ikke blevet sigtet for ulykken.

I en udtalelse i kølvandet på onsdagens pressemøde siger Tiger Woods, at han er "taknemmelig" for de personer, der hjalp ham i forbindelse med ulykken 23. februar.

- Jeg er meget taknemmelig for de to gode samaritanere, der kom for at hjælpe mig og ringede 911, udtaler Wood i en erklæring på Twitter.

Han takker også ambulanceredderne, politiet og brandvæsenet for deres hjælp på stedet og for at få ham sikkert til et hospital.

- Jeg vil fortsætte med at fokusere på at få det bedre og på min familie, udtaler Woods.

Den 45-årige amerikaner anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.

Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.

Inden ulykken var han i gang med genoptræningen efter sin femte alvorlige rygskade i karrieren. Håbet var, at han kunne være klar til US Masters, der starter torsdag, men den plan er altså gået i vasken.

/ritzau/