Ikast-Brande borgmester: Det bedste ville være, hvis regeringen valgte helt at nedlægge Kærshovedgård

Regeringen arbejder på en løsning for at flytte udviste kriminelle udlændinge fra udrejsecentret ved Bording. Tiltrængt, lyder det fra Ikast-Brandes borgmester

14. oktober 2020, 15.21

Borgmester Ib Lauritsen (V) hilser en løsning for den del af beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård, som omfatter udviste kriminelle udlændinge, velkommen. Men han så gerne hele centret nedlagt. Foto: Tom Laursen

BORDING I forbindelse med Folketinges åbning i sidste uge lovede statsminister Mette Frederiksen (S) en plan for et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge. Et nyt center skal blandt andet være med til at rette op på den utryghed, lokalområdet ved Kærshovedgård oplever.

- Det her er ikke borgere, man ønsker som nabo, lød det fra Mette Frederiksen om de udviste kriminelle udlændinge, der opholder sig på udrejsecentret.

- Der bliver begået alvorligt kriminalitet, og vi har sagt til lokalsamfundet, at vi skal have skilt grupperne ad. Jeg står ikke og sætter præcis dato på. Opgaven er vigtig, og jeg ved godt, at der er et lokalsamfund, der lider under den byrde, der er ved, at der er så mange mennesker samlet et sted. Mennesker, der skal forlade Danmark, sagde statsministeren.

Løfte falder i god jord

I Ikast-Brande Kommune falder det løfte i god jord hos borgmester Ib Lauritsen (V).

- Det bedste ville være, hvis regeringen valgte helt at nedlægge Kærshovedgård. Som kommune har vi aldrig ønsket centret og har aldrig bedt om det, og jeg formoder, at vores område dengang bare blev valgt, fordi vi havde Kærshovedgård i overskud som tom fængselsbygning, siger Ib Lauritsen.

Men statsministerens løfte for løsning handler umiddelbart kun om den del af Kærshovedgårds beboere, som er udviste kriminelle udlændinge.

- Alt andet lige, så er det et skridt i den rigtige retning: Jo færre beboere, desto færre konflikter beboerene imellem og desto mindre negativ påvirkning af lokalområdet. Sådan må det være, og derfor ser vi frem til, at der bliver skabt en løsning for de udviste kriminelle udlændinge, siger Ib Lauritsen.

På Kærshovedgård bor i øjeblikket op mod 245 beboere. Inddelt i tre kategorier af mennesker. Udover de udviste kriminelle udlændinge drejer det sig om afviste asylansøgere og personer på såkaldt tålt ophold. På tålt ophold er personer, som ikke kan få asyl her i landet på grund af eksempelvis alvorlige krigsforbrydelser i deres hjemland eller overtrædelser af straffeloven her i landet, men som Danmark på grund af internationale konventioner ikke må udvise til et land, hvor de risikerer tortur eller dødsstraf.

- Med de kriminelle elementer væk fra Kærshovedgård kommer stedet til at minde om det, centret er tænkt som: Et udrejsecenter - for folk, som kun har gjort én fejl: At vælge Danmark, fordi de troede, de kunne få asyl her, og som skal rejse ud. Den gruppe af mennesker er i samme båd. Mens den kriminelle gruppe sætter et dårligt præg på centret; på beboernes interne relationer, på lokalområdet og så bidrager de til at skære alle beboere over en kam og sætte hele gruppen i et utrygt og dårligt skær i lokalområdet. Derfor er det vigtigt at finde en løsning på den kriminelle gruppe af beboere på Kærshovedgård, mener Ib Lauritsen.

Og gerne så hurtigt som muligt, hvis det står til Ikast-Brande-borgmesteren.

- Der er givet konkrete planer på vej, ellers ville statsministeren næppe lave løftet fra talerstolen. Jeg håber, det bliver så hurtigt som muligt. Det er der brug for, siger Ib Lauritsen.

På linje med Mette Frederiksen lyder svaret fra udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S), at persektivet for løsningen har bagkant den 1. juni næste år: »Regeringen ønsker at få skilt de afviste asylansøgere og de kriminelle udlændinge ad, så de kriminelle kommer væk fra Kærshovedgård. Som vi før har sagt, arbejder vi på at finde en løsning, der gør det muligt. Og jeg glæder mig til at præsentere vores bud på den løsning inden næste sommerferie«, skriver ministeren. Utryghed smitter

Imens illustrerer den lokale borgmester personligt den utryghed, der præger området:

- Jeg kom for et stykke tid siden kørende på vej hjem sammen med en politisk kollega. Vi kom forbi Kærshovedgård, hvor en beboer stod midt på vejen og viftede med armene for at få os til at stoppe. Jeg tog farten af, som om jeg ville stoppe, men da beboeren trådte til side, kørte jeg videre. Simpelthen fordi jeg var utryg. Det præger området, og er ikke fair. Hverken for beboerne, centrets nærmeste naboere eller lokalbefolkningen. Og det er meget ulig mig ikke at standse. Andre steder, i en anden ramme end Kærhovedgård, havde jeg standset op for at høre, hvad jeg kunne hjælpe med, erkender Ib Lauritsen.