Årets X Factor-vinder scorer session med Simon Cowell

Vinderen af årets "X Factor" skal blandt andet en tur til London og møde programmets skaber.

26. februar 2021, 18.50

Simon Cowell er en af skaberne bag "X Factor". Han har siddet som dommer i den britiske udgave siden 2004 med en kort pause fra showet fra 2011 til 2013. Årets danske vinder får en session med den populære herre. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Når det første X Factor-liveshow løber af stablen fredag, er det med lidt ekstra stjernestøv i præmiepuljen.

I år dyster deltagerne om en pladekontrakt med Universal Music Group og udstyr til et professionelt hjemmestudie, der gør det muligt at indspille sin egen musik.

Vinderen skal også deltage i en skræddersyet workshop i London og har der en session med selveste skaberen af "X Factor", Simon Cowell.

Det annoncerer TV2 i en pressemeddelelse.

Ifølge bookmakerne er det lige nu Nikoline Steen Kristensen, der er den store favorit til at løbe med sejren og præmien.

Den 17-årige midtjyde og de to andre unge solister har Oh Land som coach.

Det er Oh Lands tredje sæson som dommer på programmet, og hun har aldrig haft deltagere i finalen.

Tendensen hos bookmakerne er generelt, at de unge solister ligger i toppen, og de ældre solister ligger i bunden.

Vinderen af årets finale bliver afgjort fredag 9. april.

Sidste års vinder, Alma Agger, vandt en pladekontrakt med Sony Music og muligheden for at indspille en ep, mens vedkommende skulle have optrådt på Smukfest, som dog blev aflyst grundet coronasituationen.

Det er 14. gang, "X Factor" bliver sendt i Danmark.

Showet kan ses på TV2 hver fredag klokken 20.00.

/ritzau/