Tema om nybyg: Ubehagelige samtaler er nødvendige

Når man bygger et hus, er man nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med huset, hvis man som par går hver til sit, bliver udsat for en ulykke eller et dødsfald. Alt for få tager hul på de ubehagelige, men nødvendige samtaler, mener advokat Marianne Bale

6. marts 2021, 05.23

NYBYG De fleste par og familier kaster sig ud i et nybyggeri med udsigten til en lys fremtid. Men der kan komme mørke skyer, og man er nødt til at forberede sig på forskellige scenarier, der i nuet kan virke utænkelige.

- Når man laver en stor investering sammen - uanset om man er gift eller ej - så er der tre ting, man bør tage stilling til: Hvad skal der ske med huset, hvis vi går fra hinanden, hvad skal der ske, hvis en af os bliver ramt af en ulykke og hvad skal der ske, hvis en af os dør?, siger advokat Marianne Bale, der har specialiseret sig i familieret.

- Det er dystre scenarier, og derfor er det ikke noget, man har lyst til at diskutere, men jeg kan ikke opfordre nok til, at man alligevel får det gjort., siger Marianne Bale.

Hun har set sin del af ærgerlige og uforudsigelige scenarier udspille sig.

Hvad kan man gøre for at sikre hinanden ved et brud eller skilsmisse?

- Ugifte samlevende bør oprette en samejeoverenskomst, hvor de to bestemmer, hvad der skal være reglerne for os to, hvis vi ikke vil være sammen mere? Måske skal en af os have fortrinsret til at overtage huset. Hvad skal det i så fald koste? Skal der være et fradrag, fordi en er kommet med mere til huset end den anden? Det er alt sammen noget, men kan skrive ind i sådan en aftale, siger Marianne Bale.

Hun mener, at det er særligt vigtigt at tage stilling, hvis man lever sammen uden at være gift.

- Det kan være noget nær umuligt at få hjælp i retten, fordi der ikke er et fuldt sæt spilleregler for de ugifte, siger advokaten.

Er man gift er der derimod et regelsæt.

- Den person, hvis navn står på skødet, har som udgangspunkt fortrinsret til at købe huset. Derfor vælger nogen at få begge navne på skødet. Hvis man er gift og skal regulere for, at en har bidraget med et større beløb end den andet, kræver det en tinglyst ægtepagt. Det er ikke nok med en formløs aftale, siger Marianne Bale.

Hvordan sikrer man sig bedst i tilfælde af en ulykke?

- Her skelner man ikke mellem gifte og ugifte par. Alle bør lave en fremtidsfuldmagt, der beskriver, hvem skal tage sig af dig og dine aktiver, hvis du ikke selv er i stand til det. Det gælder, hvis der indtræffer en pludselig ulykke, og det skal egentlig ses som en slags »ulykkesforsikring«, siger Marianne Bale.

Hvordan sikrer man sig bedst ved dødsfald?

- Her er det igen forskelligt alt efter, om man er gift eller ej. For ugifte samlevende hersker der en misforstået opfattelse af, at man efter et par år får arveret efter hinanden. Det er ikke rigtigt, men man indtræder i udvalgte pensioners dødsdækning efter to år som samlevende. Har kan man igen gå ind og lave en forhåndsaftale, som sikrer hinanden via pensionsbegunstigelse - eller det modsatte, siger Marianne Bale.

- Er man gift med delingsformue og har børn, skal børnene arve 25 procent af den samlede formue i tilfælde at et dødsfald. Har man sine primære værdier i mursten, kan det blive et problem - og i værste tilfælde er man tvunget til at sælge sit hus for at udbetale arven til børnene. Her kan man i stedet lave et testamente, der bestemmer, at den længstlevende skal arve mest muligt, siger advokaten.

At sidde i uskiftet bo med fællesbørn er også en mulighed, om end - en mulighed, der bliver anvendt langt mindre i dag end for 20-30 år siden. Vælger man den løsning, skal man bare være opmærksom på, at man kun lave testamente for halvdelen af formuen, ligesom der findes regler om misbrug af det uskiftede bos formue.

Find en specialist

Konkret omkring nybyg opfordrer Marianne Bale til, at man allierer sig med en advokat med speciale i entrepriseret, der kan læse entreprisekontrakten med byggefirmaet igennem og bistå med løbende rådgivning.

- Det er utrolig vigtigt. Det ligger udenfor vores eget felt, men vi hjælper gerne med kontakt til en specialist på byggeområdet, siger Marianne Bale.

Marianne Bale

Marianne BALE er 46 år og fra Ikast. Hun bor i dag i Herning.

Marianne Bale har gennem de seneste 10 år været indehaver af Bale Advokatfirma, der har speciale i familiens jura.

Hun er fast juridisk rådgiver hos Kræftrådgivningen i Herning og hos Ældre Sagen i Herning, Ikast, Brande og Nørre Snede-Ejstrupholm-Klovborg.